Han var politiker med stort P, men han var også et menneske, som ikke ville lade sig kue af politikkens indbyggede love - blandt dem, at man ikke må lave skandale ved altid at være sig selv. Og derfor tilhører Per Hækkerup allerede den generation af danskere, som ikke mere finder vej til tinget. Meget gik godt i hans liv - men andet gik skidt, herunder ikke mindst, at han aldrig blev statsminister. Nikolaj Bøgh, som tidligere har skrevet om Jens Otto Krag, behandler Per Hækkerup med solidaritet, med loyalitet og med indfølelse. Manden var af politikerfamilie, hans far var borgmester, hans kone Grete Hækkerup blev folketingsmedlem (og socialdemokrat, selv om hendes far var radikaler - kunne Per Hækkerup gifte sig med andet end en socialdemokrat - nej, absolut ikke!), og to af hans børn, Hans og Klaus Hækkerup, er blevet socialdemokratiske politikere. På den måde tager man måske ukritisk, genetisk patent på partilinjen, som i hans storhedstid, halvtredserne og tresserne, endnu ikke var til alvorlig debat. Debatten og raffinementerne kom med Krag - det mærkes som bogens hovedtese, at Krag og Hækkerup i virkeligheden havde to forskellige opfattelser af politik og folkelighed - Krags blev den sejrende, og partiet mistede sin status som tryghedsskabende, men også dominerende identitet fra vugge til grav.
Tæt på og bag om Hækkerup
Lyt til artiklen
