Er man på udkig efter bogen om krigen i Irak, med baggrund, analyse og perspektivering, kan man roligt gå uden om Åsne Seierstads 'Hundrede og én dag. Beretning fra Bagdad'. Som hun selv skriver i forordet, var hendes styrke under Irakkrigen ikke hendes analytiske evner, men ganske enkelt at hun var til stede. At hun som en af de få udlændinge med egne øjne, ører og næse kunne se, høre og lugte krigen fra den irakiske side. Det er stadig hendes styrke, det personlige perspektiv og evnen til at formidle det. Og er det den personlige, håndholdte fortælling om krigen, man er på udkig efter, kan man kalde hundene hjem. Her leverer Åsne Seierstad varen. Hos Åsne er der meget få dikkedarer. Bogen begynder, da hun første gang vågner i Bagdad et par måneder før krigen, og slutter lige før hun falder i søvn den sidste nat i byen. I mellemtiden er styret faldet, amerikanerne ankommet, og alt forandret. Men hvor hun i 'Boghandleren i Kabul' søgte bag om begivenhederne og helt ind i en enkelt families mikrokosmos, er det denne gang hende selv og hendes kolleger, der er i centrum. Det er deres historie, Åsne fortæller, og som sådan er bogen nok for specialiseret til at finde helt samme store publikum som hendes afghanske bestseller. Men for enhver, der er bare marginalt interesseret i medier, herunder deres troværdighed, er bogen fascinerende og urovækkende læsning.
Fortælling fra krigens midte
Lyt til artiklen
