0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Befri staden for gustne overlæg

Christianias grundlægger skriver om den truede enklave i København.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad skal der blive af Skovtrolden og Snedige Snyder og alle de andre utilpassede eksistenser, hvis Christiania nedlægges? Eller skal vi sige når? Fristaden har aldrig vært så truet som i dag. Det er journalisten og reklamemanden Jacob Ludvigsens påstand i 'Christiania - Fristad i fare'.

Efter at have læst den fyldige gennemgang af stadens brogede historie fra a til z, godt med bilag, er man tilbøjelig til at give ham ret. Det er en kold tid, vi lever i, og regeringens plan om en såkaldt normalisering og udvikling af området kan være det, der giver staden dødsstødet efter 32 tumultariske år.


Det er en nøgtern og grundig og dog poetisk gennemgang, Ludvigsen har lavet. Anarkien må der jo være plads til i beskrivelsen af et så vildtvoksende sted, men det tjener forfatteren til ære, at han holder brillerne fast på næsen og ser skarpt igennem dem.

Det ville nu også være mærkeligt andet, hans personlige historie taget i betragtning. Ikke at han svælger i den, hvilket er en lettelse. Vi har rigeligt med private og personlige livshistorier på markedet i øjeblikket, men Jacob Ludvigsen holder sig klædeligt til fakta om, at det rent faktisk var ham, der på det tidspunkt var redaktør af Hovedbladet, og nogle få andre, som besatte den tidligere kasserne i september 1971.

Han og kæresten var »entusiastiske«, som det hedder i bogen, de flyttede ind og tog navneforandring til Løvegal. Men de fik hurtig nok at bo sammen med et par narkomaner samt af de »uduelige fællesmøder« og flyttede til Bornholm.

Det er tydeligvis ikke det samme, som at Ludvigsen har mistet kærligheden til eksperimentet, som man vel stadig må kalde Christiania. Han bringer både negative og positive historier frem om stedet, men påpeger nok så vigtigt, at det næsten ikke er til at kritisere for dem, der faktisk er for stedets beståen, fordi så mange er så voldsomt imod.

Uden sund kritik er en usund konsensuskultur vokset frem, med fællesmødet som den store syltekrukke. Noget som måske kunne være årsagen til den noget vakkelvorne front, fristaden viser mod det angreb i form af en 'idékonkurrence', som rettes mod stedet i øjeblikket. Jacob Ludvigsen foreslår, at man vælger en enkelt talsmand, samt at man giver staden Christiansø-status.

Det kan man være enig eller uenig i, men det er i alle tilfælde interessant og tankevækkende at læse den tykke dokumentation om den måde, statsmagten har udøvet sine mindreværdsfølelser over for det, man finder anderledes og farligt og derved vil forbyde.

Sidste udspil er det skærpede forbud mod besiddelse af selv små mængder hash, uagtet at folk selv i samfundets top ryger. Forbud som er dømt til at mislykkes, men som kan skabe megen modvilje og nedværdigelse, mens de håndhæves.


Skal ordet kulturkamp overhovedet have mening, skal man se kampen om Christiania i det lys. Eller som musikeren og komponisten Thomas Koppel citeres for at sige til Ekstra Bladet: »Krigen mod Christiania drejer sig ikke om Pusher Street. Den drejer sig i sidste ende ikke en gang om Christiania. Næ, 'indgrebet' på Christiania er i virkeligheden det hvide snit til den danske befolkning«.

Man kunne også citere instruktør Nikolaj Cederholm, som til Berlingske Tidende har sagt: »For mig har Christiania altid været vores kanariefugl i minen. Vi ved, at hvis den bliver slået ihjel, så er luften ikke til at ånde længere, og så skal vi se at komme ud i en frygtelig fart«. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor vi så kan tage hen?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce