0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra D-Dag til V-dag

Anden del af Stephen Ambroses mammutværk om felttoget mod Tyskland er et heltekvad til den menige amerikanske soldat. Og en ridse i lakken på generalerne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Anden Verdenskrig er godt stof, og få har draget så god nytte af det som den afdøde amerikanske historiker Stephen E. Ambrose. Han var manden bag tv-serien 'Kammerater i krig', og har skrevet en af de senere års mest succesrige beskrivelser af krigen i Europa.

Første del af værket 'D-Dag' kom sidste år, og lige i tid til julesalget har Borgens Forlag nu oversat anden tommetykke del, som man meget opfindsomt har kaldt 'Efter D-Dag'.

Bogen begynder da også lige, hvor forgængeren slutter, nærmere bestemt 7. juli 1944, men den amerikanske titel 'Citizen Soldiers' er alligevel mere rammende. For er der noget Ambrose kan, er det at se og beskrive krigen fra gulvhøjde. Det er de menige soldater der er heltene, det er dem som Ambrose igen og igen giver ordet - både på amerikansk og tysk side - og det er deres personlige historier og oplevelser, der løfter bogen.

Mange steder kan Ambrose knap holde sin begejstring for de amerikanske soldaters præstationer i ave, og som ikke-amerikaner er beundringen sine steder lige næsegrus nok. Men er Ambrose ukritisk over for de menige, har han til gengæld knubbede ord tilovers for de amerikanske generaler.

Modsat deres britiske kolleger (der lærte lektien i Første Verdenskrig) besøger de amerikanske førerhunde efter hans opfattelse alt for sjældent fronten, har ofte et tåget indtryk af, hvad der rent faktisk foregår længst fremme, og en alt for nonchalant holdning til deres egne troppers problemer.


En af hærledelsens allerværste brølere er efter hans mening, at man ikke havde taget tilstrækkeligt højde for de tusinder af små hække, det flyder med i Normandiet. De skaber et perfekt terræn til forsvar, og selv om hærledelsen ikke kunne have gjort meget ved det faktum, kunne de efter Ambroses harmdirrende mening have forberedt deres tropper betydeligt bedre på det.

Faktisk havde de allierede åbenbart slet ikke trænet angreb i den slags terræn, og det er vanskeligt ikke at give Ambrose ret i, at øve sig under tysk beskydning nok ikke var den optimale løsning.

Også på andre felter er Ambrose kritisk over for det amerikanske militær, ikke mindst når det gælder raceopdelingen og den udtalte forskelsbehandling. Beskrivelsen af den sorte soldat Rupert Timminghans raseri, efter at han og otte sorte kammerater i Texas blev nægtet at købe en kop kaffe på en 'hvid restaurant' og derefter magtesløst måtte se ejeren servere for en snes tyske krigsfanger, siger næsten alt om vilkårene og dobbeltmoralen.

Det er den slags episoder, der er bogens styrke, og selv om der kunne være kortet betragteligt i dens over 500 store sider, er det netop overfloden af forskellige stemmer, der tilsammen skaber en fascinerende mosaik af krigen. Set nedefra. Der hvor det virkelig gjorde ondt.