Det er en sand kærlighedserklæring, som Finn Slumstrup med sin 'Gyldendals bog om jazz' har lagt navn til. For ved siden af alle hans mange gøremål, bl.a. som højskoleforstander, leder af Flygtningehjælpen, programchef for radioens P1 og formand for Musikrådet, har jazzen livet igennem været dybt integreret i ham. Kærligheden til jazzen lyser allerede med fuld styrke ud af bogens første kapitel, 'Jazz er farlig', hvor den tidligere trommeslager, med fast base på Jazzhus Tagskægget i 1960'ernes Århus, gør sig sine betragtninger over den kunstart, der sammen med filmen tilførte det forgangne århundrede dets væsentligste berigelse. Og den personlige tone præger også de efterfølgende kapitler, der endnu en gang tegner jazzens historie, fra dens fødsel ved århundredets begyndelse og op til i dag, så at den selv for dem, der kender den indgående, bliver til spændende læsning. Faktisk begynder Slumstrup allerede sin beretning så langt tilbage som 1619, da et hollandsk krigsskib med de første negerslaver fra Afrika ankom til det nuværende Virginia, for derfra at nærme sig vor tid. I en uakademisk, men ikke desto mindre indsigtsfuld fremstilling, hvor det historiske overblik og en skildring af det omgivende miljø indgår i den sikkert disponerede gennemgang af de enkelte stadier i jazzens udvikling.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























