Indtil samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943 var Danmark et i store træk roligt land, som nok havde småoptøjer og spredte sabotageaktioner, men ikke antydningen af kaos og blodsudgydelser. Det skyldtes ikke kun, at de militære fronter styrede uden om os, men i nok så høj grad, at en samlingsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti med opbakning fra Rigsdagen indledte et politisk samarbejde med besættelsesmagten. Hvordan de forskellige parlamentarisk repræsenterede partier, som foruden de ovennævnte talte Retsforbundet, Dansk Samling, DNSAP, Bondepartiet og Slesvigsk Parti, reagerede på den ændrede situation, kan man læse om i en ny antologi. Ti faghistorikere, bl.a. Niels Wium Olesen, Bo Lidegaard, Joachim Lund, Henrik Lundbak, John T. Lauridsen og Steen Andersen, giver her deres bud på de vidt forskellige og for nogles vedkommende stærkt modstridende forhåbninger, partierne gjorde sig om et samarbejde med tyskerne. Det er ikke ukendt stof, men det skildres med stor dygtighed og i et tilgængeligt sprog. Mange gode argumenter kan belægges for det betimelige i den førte tilpasningspolitik. Danmark var alene, de tyske tropper syntes uovervindelige, og USA og Sovjetunionen stod endnu på sidelinjen. Desuden havde demokratiet ikke slået dybere rødder i den danske muld, end at mellemkrigsperioden havde været præget af samfundsomstyrtende tankegods på de politiske yderfløje. Med tanke på at store dele af Europa allerede inden krigsudbruddet var domineret af hel- eller halvautoritære regimer, virker det meget nobelt at have prøvet at afværge en demokratisk nedsmeltning.