Enkelte modstår stadig fristelsen. I sommer forklarede en aldrende nordjyde Politikens læsere, at han havde været udenlands en gang i sit liv, syd for Limfjorden to gange, og ærligt talt ikke kunne se, hvorfor han skulle ulejlige sig med det igen. Han havde det glimrende, hvor han var. For de fleste af os er nysgerrigheden dog for stor, og i takt med velstanden og den teknologiske udvikling, rejser vi som aldrig før. Men hvad er det egentlig, vi leder efter, og finder vi det virkelig i Thailand, Cuba eller en af de andre eksotiske destinationer, der er blevet hvermands eje i den seneste snes år? Det er det ganske vanskelige spørgsmål som den britiske forfatter Alain de Botton forsøger at indkredse i sin lille, ganske charmerende og ret excentriske bog 'Kunsten at rejse'. Han begynder sin undersøgelse på Barbados, hvor han sammen med kæresten M er taget på flugt fra Londons vintervejr, og som så mange andre konstaterer han, at drømmen om stedet er ganske anderledes end virkeligheden. Ikke at der ikke er de lovede sandstrande, der er bare også meget andet; grimme benzintanke, irriterende toldere, fabrikker og alt det som rejsebureauerne ikke gør så meget ud af i deres brochurer. Men hvad værre var, Alain de Botton selv var skægt nok også med, sammen med alle sine problemer, bekymringer og småskænderier. Flygte for sig selv kan man ikke, nissen flytter med, og så videre og så videre, Botton er ikke den første til at erkende denne sørgelige tingenes tilstand, men hans beretninger fra Barbados er alligevel ret underholdende.