Suste Bonnén er en dygtig high society-fotograf. Hun formår at gøre ualmindelig kendte mennesker smukkere og dybere, end vi er vant til at se dem i de kulørte blade. Dette er kun sagt med et gran sarkasme, for det er selvfølgelig sin sag at få selv linsevante mennesker til at fralægge sig deres almindelige offentlige maske. I selvbiografien 'Sustes søger' kan man selv se efter. Selv i dens uegnede papirkvalitet og elendige tryk formår udgivelsen ikke helt at tage livet af billederne. Suste Bonnén beskriver ofte situationerne mellem de portrætterede og fotografen, de stemninger, »vibrationer« og »kemi«, der var til stede i atelieret, da billederne blev taget: Ritt og jeg, Peter Høeg og jeg, Møllehave og jeg. Sådan fremhæver hun billedernes spontane fremkomst i en intim social sammenhæng. Gerne begejstret over sin egen kreativitet. Hun er en meget intuitiv kunstner - veninden Suzanne Brøgger kalder hende i forordet ligefrem for erotisk. Lidenskabelig er hun i en sådan grad, at beklagelser over Systemdanmark også må med. Men hvad søger Suste egentlig med 'Sustes søger'? Jeg læste både en sorteret nøgtern beskrivelse af livet, som det faldt 'da dum da dum', lidt æstetisk refleksion, der bedst kan beskrives som oceanisk, og en sortbog med opregning af dem, der hjalp hende frem, og dem, der stod i vejen. Bogen har - modsat hendes fotografi - svært ved at finde sit fokus.
Fotokunstner søger fokus
Lyt til artiklen
