Der er langt mellem bøger, der direkte giver anvisning på, hvordan læreren skal klare de mange urolige og opmærksomhedskrævende elever i skolen. Eller giver hjælp til at tackle indvandrerunge, der både vil bære slør og tale arabisk i klassen med hinanden. Men her er en af dem og det endda på en måde, så der ikke gås på akkord med hverken forskning eller filosofiske overvejelse. En praktisk bog, der uden tvivl kan give hjælp til mange og være et godt grundlag for enhver lærers egne overvejelser. Bogens mange eksempler er hentet i otte folkeskoleklasser, hvor lærere og elever er både observeret og interviewet. Synsvinklen er socialpsykologisk med en eksistentialistisk grundholdning, og alene den kombination er interessant. Den viser sig i hvert fald meget brugbar i sin afdækning af, hvad der sker i klassen. Og der sker rigtig meget, og noget af det er temmelig rystende. Men der er håb for læreren, og hvor han vil træde i karakter, kan det lade sig gøre. Det drejer sig meget om at være åben og nærværende, men ikke »blafrende åben«. Det betyder: have en holdning og være troværdig. Bogen behandler temaer som arbejdsfællesskab i klassen, lærerens krav til eleven, den flerkulturelle klasse, den vanskelige elev og forholdet til forældre. Hvert afsnit afsluttes med gode råd. Det er en brugsbog, konkret og direkte, og med sin lidt gammeldags tilgang med et ben både i 1950'er-forskning i socialpsykologien, eksistentialistisk filosofi og en postmoderne skole får den en egen troværdighed, der må gøre den meget relevant for enhver lærer og pædagog.