Hans Bendix skrev selv sine erindringer i fire bind. De var fornøjelige, underholdende, men sjældent dybt reflekterende, for den geniale tegner havde en let gang på Jorden. Selv om han var alvorligt politisk engageret og aktiv i de år, da nazismen buldrede frem over Europa, og selv om han måtte tilbringe hårde tider som flygtning med kone og to børn i USA fra 1940 til 1945, smilede han altid til livet og 99 procent af sine medmennesker. Jeg delte kontor med ham på Politiken i fem år, og jeg håber inderligt, at de lyse spor, han satte i mit sind, vil holde sig livet ud. Hans var stimulans! Når Hans Bendix kom til at fylde så meget i mange menneskers liv, hvad enten de var på nært hold af ham eller læste den avis, han nu tegnede i, forstår man godt, hvor meget han har fyldt i sin familie som ægtemand og far. Hans ældste datter, journalisten Eva Bendix, opfatter nok med rette sig selv som yndlingsdatteren af de tre. Hun har altid dyrket den glade faderbinding, som man så godt forstår, og nu har hun skrevet en bog om sig selv og sin far. Undertiden kan man godt blive lidt i tvivl om, hvem af de to der er bogens hovedperson? Bogen har sin styrke som tidsbillede, for den søger tæt ind til de personlige begivenheder, der altid lever i skyggen af de store. Her Anden Verdenskrig. Men beretningen bliver til tider så detaljeret og privat, især omkring personkredsen af Evas ungdomsvenner, at der ikke tegner sig en klar linje i bogen. Den bliver i bedste fald rapsodisk i sin blanding af breve og dagbogsnotater.
Rundt om min far
Lyt til artiklen
