Det er i år 50 år siden, danske myndigheder tvang de grønlandske fangerfamilier i Thule til at opgive deres gamle boplads. De fik blot fire dages varsel til at pakke så mange af deres ejendele, de kunne have på hundeslæderne, og forføje sig bort. Myndighederne bandt pressen en historie på ærmet og fortalte, at Thuleboerne af egen fri vilje flyttede til bedre jagtmarker. To år tidligere var den store amerikanske base blevet anlagt klos op ad den grønlandske boplads. Den voldsomme aktivitet og megen motorlarm i det førhen så øde område havde fået sæler og hvalrosser til at søge væk. Og nu fulgte fangerne efter dyrene, lød den officielle forklaring. Sandheden var, at de danske myndigheder beordrede flytningen, da USA ville opstille antiluftskyts ved bopladsen. Men det måtte for alt i verden ikke komme frem, at grønlænderne blev tvunget væk af de amerikanske kanonplaner.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























