»Min krop er sprættet op og syet sammen igen så mange steder, at jeg ligner en af de grise, som kunstneren Christian Lemmerz udstillede i montrer på Esbjerg Kunstmuseum for nogle år siden«, skriver Anne Meiniche på side 126 i 'To kaffe og en staveplade', bogen om den trafikulykke, der for tre år siden ændrede hendes liv. Galgenhumoren er en af de ting, der gør den 38-årige journalist og firebarnsmors bog værd at læse. Dertil kommer hendes fremragende sprog, hendes usentimentalitet - hvad hedder det modsatte af en jammerkommode? - og sidst, men ikke mindst hendes indtrængende og alvorlige beretning om et sygehusvæsen, der dygtigt og professionelt kan lappe hendes sønderslåede krop sammen, men derefter svigter fatalt, da hun skal genoptrænes. Nogle må få røde ører, når de læser hendes bog, som bør uddeles gratis til alle ansatte i forsikringsselskaber, socialforvaltninger samt på Rigshospitalet og Frederiksberg Hospitals afdeling C1, der tilbød en halv times fysioterapi hver formiddag fem dage om ugen og først efter ihærdigt pres fandt mulighed for at udvide træningen til det dobbelte. Andre vil blive glade, for der er selvfølgelig også lyspunkter. En terapeut, en sygeplejerske, en sagsbehandler, en elev, der bare forstod at gøre det rigtige, og først og sidst overlægen Erik Tøndevold, der er Anne Meiniches vorherre og livline, og som hun fortsat kan ringe til, når det kniber. »Jeg forbeholder mig ret til at tage mig særligt af folk, der virkelig har slået sig«, siger han, når hun undskylder, at hun igen søger hans hjælp. Det er også ham, der synes, det er o.k., at Anne Meiniche er sluppet fra ulykken med en invaliditetsprocent på 65, når hun statistisk set - i forhold til, hvor svære skader hun pådrog sig - burde være 120 procent død. 'To kaffe og en staveplade' er spændende som en krimi, svær at lægge fra sig og god at få forstand af. Selvfølgelig bliver man lidt taknemmelig, 'godt det ikke er mig', men det er ikke derfor, Anne Meiniche har skrevet sin bog. Faktisk er hun også taknemmelig; over, at hun overlevede - især når hun ser på sine fire piger, som i dag er mellem 5 og 11 år. Men det formindsker heldigvis ikke hendes berettigede vrede over de ting, der kunne have været gjort meget, meget bedre.