0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Aldrig mere er lige nu

Kåre Bluitgen har redigeret en gigantisk poesibog om Danmark fra oldtid til nutid - til citatbrug.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Historien er død, og historien er levende. Historien er alt det fortidige, som vi kan erkende forskelligt fra dag til dag med vore samtidsøjne.

Historien kan ikke skildres objektivt, men det ville alligevel være forkert at sige, at historien kan skrives præcis som man vil - og så videre, og så videre (som der er nogle mennesker, der siger så sødt!)

Hvis danmarkshistorien var en skildring af den danske overmyndigheds og overklasses historie, ville indgangsvinklen være for snæver. Metoden er blevet brugt gennem århundreder. Hvis den kun bestod af en beretning om folkets vilkår, ville det være for enkelt - metoden trængte sent igennem i vores eget århundrede.

Med andre ord: der er frit slag - inden for visse grænser, som sættes af forskerens metode og kvalitet og format og interesse - og af hans subjektive forestilling om, hvordan det, han vil skildre, var.

Men hvad nu, hvis forskeren vælger at bringe citater fra samtiden? Hvis Peder Willemoes fremstod i sin samtids tekster, hvis Georg Brandes var selvtalende, hvis runestenenes inskriptioner blev bragt, hvis statsminister Krags tale fra den dag, da Danmark havde stemt sig ind i EF, blev bragt - uden kommentarer?

Det var sådan, jeg forestillede mig, at Kåre Bluitgens 2.000 siders værk i fire solide bind om Danmark, 'Odins hvisken', var fremstillet.


Men jeg blev hurtigt klogere. Kåre Bluitgen har skrevet en enorm poesibog med hilsner fra gammel tid, år for år, frem til moderne tider. Gammel tid, anskuet af en ny tid. Eller gammel tid, i direkte tale. Og det er heller ikke historien, som vi måske synes den skal være. Det er menneskelivet gennem tiderne.

Det betyder f.eks., at 1992 ikke handler om et magtskifte i Socialdemokratiet, men om et barn, der bliver født - »som hørt af forfatteren ved lytten til den forunderlige hvisken«, står der i noterne som kildeangivelse. Det er der en mening med - meningen er, at 'Odins hvisken' ikke er danmarkshistorie, men et helt subjektivt vue over tiden.

Der er også »faste ståsteder i omskiftelsernes tid«: Parken i 2001: Melodi Grand Prix afholdes i en dybt genkendelig udgave af noget, »der altid vil være, som det var, og dermed i en for tiden atypisk samklang med sin egen historie«. Her er kilden »Forfatterens egen research og interview«, og her er tiden blevet atypisk ved at forblive den samme. Det er en forvirrende tese.

Lad mig sige det med det samme: kildeangivelserne er dels meget upraktisk afleveret - de står bagerst i bind fire af værket, som man så hele tiden skal sidde og slå op i - og dels er de mikset sammen af flere forskellige kilder, som forvirrer billedet.


Lad os tage et eksempel: I juni 1944 henrettes den unge modstandsmand Christian Ulrik Thomsen i Mindelunden - han har selv skrevet et sidste bevægende brev til familien om tro, håb og kærlighed. Det slutter med ønsket om, at familien efter freden skal tage et forældreløst tysk barn til sig i stedet for ham. Jeg synes ikke, man nogensinde kan læse hans brev uden at græde.

Hvorfor i alverden skal dette brev så blandes sammen med Bob Ramsings bog om modstandsmanden, en bog, der udkom i 1985? Er brevet selv ikke nok?

Alt for mange af årenes efterladte tilkendegivelser er stykket sammen af to, tre eller endog fire kildesteder, så man aldrig ved, hvornår det ene begynder og det næste slutter. Det er et udtryk for, at Kåre Bluitgen har gjort sig meget stor umage og gennemlæst måske 20.000 siders litteratur - håndbøger, folkebøger, almanakker, mindeskrifter, litterære og poetiske udgivelser - men det er ikke et udtryk for en historikers bevidste valg af ståsted, vinkel, analyse, emne.

Poesibog, altså.


Når man med nogen skuffelse er kommet så langt, er bogen faktisk udmærket på sine præmisser. Lad os tage P.A. Alberti, 1908:

»Efter flødeskumskagen klipper tjeneren cigaren for hans excellence; Peder Adler Alberti tænder den selv og opfordrer tjeneren til også at tage en og lade det hele skrive. Så rejser han sit korpus på små tre hundrede pund. Han venter med at slippe prutten, til han er ude på fortovet, og så vralter landets netop afgåede minister for rets- og fængselsvæsen over til domhusets politivagt, splitter rækken af lommetyve og løsgængere med sin bulende mave og får det overstået: han vil godt melde sig selv for bedrageri og falskneri«.

Glimrende beskrivelse. Men er det nu Henrik Larsens bog, Hans Lyngby Jepsens bog eller Knud Thestrups bog om Alberti, som her citeres? Kilde 1343, kilde 1488 eller kilde 2283? Det er da ikke lige meget!

Navnlig de tre første bind vidner om Kåre Bluitgens følsomhed og originalitet, hans tiltro til det almenmenneskeligt forsonende og dybt forfærdelige, som på en eller anden måde altid klæber ved fortiden. Hvem har ikke hørt sine forældre tale om deres barndom - og hvem har ikke gyst ved tanken om, at dette dog kunne ske? Var det deres nutid, og hvordan opfattede de den?

Hvordan kunne man behandle Frederik VI så brutalt (1807) og så moderne? »Når kadetter var på besøg, ville Frederik absolut lege, at de skulle sættes i streng arrest eller løbe spidsrod. Han konstruerede selv forseelsen, han ville straffe dem for. I begge dele var hans fantasi uovertruffen«.

Men det er også den store landefader, der står ved Frederiksberg Haves indgang og indleder mysteriernes tilbagetog, den danske guldalder.


Eller en optegnelse, der handler om 1842, ikke Georg Brandes' fødeår, men en skildring fra Horsens. En hest begraves levende, skildret i en jysk topografi fra 1924:

»Nu er hesten rigtig nervøs, den vrinsker og prøver at rejse sig på bagbenene, men Kirstens sønner holder godt fast i rebene, og da den prøver igen, trækker de hårdt til, netop mens dens hove fægter i luften. Med et voldsomt bump styrter den i graven, den lander på ryggen, og benene galopperer i luften. Så hurtigt, at de selv er ved at styrte ned, skovler mændene jord på, næsten i panik, og da det sidste sprællende ben endelig er dækket, dukker de sig pludseligt, instinktivt. Var der noget i luften, fór nogen af sted lige over deres hoveder? Hørte de en hvisken, en hvisken i vinden, en stille hemmelighedsfuld stemme ved graven?«.

Ja, hvem er det, der hvisker - højere og højere, mens årene går? Er det blot fremtiden - med andre former for tortur? Eller er det menneskenes fremtid med velfærd, ligeværd og humanisme?

På stille aftner kan man blade i værket, lykønske Kåre Bluitgen med hans flid og initiativ, og siden sætte de 2.000 sider over i reolen. Det er ikke et storværk, men det er et stort værk, man kan respektere.