Raymond Aron nåede ikke at opleve Murens fald. Han døde som 78-årig i 1983, og hans verdensbillede som filosof, politisk filosof, for det var, hvad han kaldte sig selv, er derfor ganske farvet af erfaringer fra et langt professionelt virke i spændingsfeltet mellem totalitarisme og demokrati, men også mellem fanatisme og sund, praktisk fornuft, som var hans adelsmærke. Prosaisk og kedelig, sådan beskrev han selv sin borgerlige livsindstilling, når han skulle modstille den med 68-generationens poetiske genialitet. Alt for beskedent, vil hans læsere protestere, for den ægte, selvgjorte tanke er sjælden kedelig, når den tager livtag med samtidens herskende synspunkter. Men Aron kendte sig selv bedst. Hans prosa ejer ikke den dramatiske spændstighed, man finder hos jævnaldrende åndsbeslægtede som englænderen Isaiah Berlin eller tysk-amerikaneren Hannah Arendt. Og det vidste han. Aron er snarere den dybe indånding, der langsomt fylder lungerne med livgivende ilt, det mægtige åndedræt, der er de store præstationers forudsætning. Aron er ikke stakåndet, han forhaster sig ikke, han fortæller en lang historie, en politikkens Tusind og én nat, og han gør det med disse vidunderlige ord: »Usikkerheden over for meningen med det historiske skyldes den uafsluttede dialog, mennesket fører med Gud, hvad enten han findes eller ej«.
Mennesker frem for fornuft
Lyt til artiklen
