0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mennesker frem for fornuft

En af Frankrigs bedste moderne politiske tænkere, Raymond Aron, viser, hvorfor Europa har ret og USA tager fejl i valget mellem magt og politik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Raymond Aron nåede ikke at opleve Murens fald. Han døde som 78-årig i 1983, og hans verdensbillede som filosof, politisk filosof, for det var, hvad han kaldte sig selv, er derfor ganske farvet af erfaringer fra et langt professionelt virke i spændingsfeltet mellem totalitarisme og demokrati, men også mellem fanatisme og sund, praktisk fornuft, som var hans adelsmærke. Prosaisk og kedelig, sådan beskrev han selv sin borgerlige livsindstilling, når han skulle modstille den med 68-generationens poetiske genialitet.

Alt for beskedent, vil hans læsere protestere, for den ægte, selvgjorte tanke er sjælden kedelig, når den tager livtag med samtidens herskende synspunkter. Men Aron kendte sig selv bedst. Hans prosa ejer ikke den dramatiske spændstighed, man finder hos jævnaldrende åndsbeslægtede som englænderen Isaiah Berlin eller tysk-amerikaneren Hannah Arendt. Og det vidste han.

Aron er snarere den dybe indånding, der langsomt fylder lungerne med livgivende ilt, det mægtige åndedræt, der er de store præstationers forudsætning. Aron er ikke stakåndet, han forhaster sig ikke, han fortæller en lang historie, en politikkens Tusind og én nat, og han gør det med disse vidunderlige ord:

»Usikkerheden over for meningen med det historiske skyldes den uafsluttede dialog, mennesket fører med Gud, hvad enten han findes eller ej«.


Det kan moderne læsere nu forvisse sig om i den samling af udvalgte essays fra 1944 til 1978 (og ikke 1976, som bogens titel fortæller), som forskeren Trine Engholm Michelsen har oversat og udgivet. Aron på dansk er en begivenhed så sjælden, at den må kaldes historisk, og her får man dokumenteret, hvor meget vi er gået glip af.

Det gode ved denne samling tekster er, at de ni fornemme afhandlinger skummer fløden af hans store videnskabelige produktion. Vi får det bedste i overskuelig, kort form, fremstillet med Arons eminente pædagogiske sans og sylespidse pointeringer.

Man vil sikkert indvende, at Arons uafsluttede, men dog med årene stadig mere konkluderende diskussion af marxismen og de kommunistiske regimer, i deres konfrontation med de vestlige kapitalistiske og demokratiske nationer, er ved at glide over i historien, selv om diktaturerne i Kina, Nordkorea og Cuba stadig er iblandt os.

Den vildfarelse bringes man dog ud af straks fra denne bogs begyndelse. Arons metode, og hans bestandige fremhævelse af politikkens forrang for enhver systemtænkning, der baserer sig på en påstået almen fornuft, har intet mistet af sin aktualitet, og da slet ikke i det, der tegner til at blive det amerikanske århundrede.

Under den kolde krig, hvor supermagterne holdt hinanden skak i det, man har kaldt terrorbalancen eller den gensidige afskrækkelse, sagde Aron ofte, at krig var usandsynligt og fred umuligt.

Man befandt sig i en ikkekrigstilstand ikke ulig den, den tyske oplysningstænker Kant diskuterede i sit skrift 'Til den evige fred'. Kants fredstanke var, skriver Aron, en idé, der er lige så abstrakt som sin modsætning, den totale krig, i det, filosofferne med en tankekonstruktion har kaldt naturtilstanden:

Det sidste må vi frygte, det første har vi ret til at håbe på. Det er en sjælelig kraft, der måske er politikkens kilde, forestillingen om et fælles gode, som Aron som filosof forsøgte at begribe.


Når fred var udelukket i det meste af det 20. århundrede, skyldtes det ifølge Aron karakteren af de internationale relationer. Det er Arons generelle påstand, at forholdene mellem nationer adskiller sig fra de tilstande, der hersker inden for en stats grænser, derved at aktørerne på den internationale scene er enige om at anse brugen af vold som både forsvarlig og lovlig. Af alle sociale relationer i højerestående civilisationer er disse de eneste, hvor voldsanvendelse anses for normalt.

Det lyder måske urovækkende, men krig forbliver en trussel eller bruges kun til begrænsede mål mellem nationer, der anerkender hinandens eksistens og suverænitet. Det er en af de mange fordele ved nationalstaten, at den sætter fysiske grænser for rækkevidden af sine magtambitioner. Et sådant internationalt system bygger på en vis grad af politisk ligeværdighed, understreger Aron, også selv om der ikke hersker en almen retsorden imellem nationerne og de sjældent råder over overbevisende magtmidler, hvis en international krise truer.

Derved bliver politikken til den egentlige garant for, at fredstilstanden bevares. Det europæiske fællesskab efter Anden Verdenskrig er vel mønstereksemplet på, hvordan politikken har fået absolut forrang for det, der før var den stærkes ret. Det er den ultimative løsning på og overvindelse af det civilisatoriske paradoks, Aron understreger med sin lidet opmuntrende definition af klassiske internationale relationer.

Der opstår imidlertid en dramatisk ændring, hvis ligevægten brydes af aktører, der ikke anerkender nationale grænser, men bygger deres politik på kompromisløse verdensanskuelser, f.eks. kommunismen eller nazismen, der var grænseløse magtideologier. De kunne kun sejre, hvis modstanderen blev tilintetgjort.

Her opstår der en uligevægt, der i ekstreme tilfælde kun kan genoprettes ved voldsanvendelse, som det skete, da Storbritannien og Frankrig erklærede Nazityskland krig.

Op igennem Europas nyere historie har der været perioder med ligevægt, f.eks. efter den westfaliske fred i 1648 og frem til den franske revolution og Napoleon, og igen i 1800-tallet, mens det 20. århundrede var den store uligevægts århundrede, hvor systemerne principielt ikke anerkendte hinandens suverænitet, heller ikke efter grundlæggelsen af FN i 1945. Vi slap kun frelst igennem den kolde krig, fordi kloge politikere demonterede truslerne.

Aron siger et sted om terrorbalancen: »Det er politikken, og ikke teknikken, der skaber faren«.


I et spændende og stort afsluttende bidrag i bogen diskuterer Aron denne konflikt mellem teknik, altså krigskunst, og politik, og han konkluderer, at det aldrig vil være muligt at beregne en militær styrke så præcist, at man med den alene kan nå de mål, man har sat sig politisk. For krig føres mellem mennesker, ikke mellem kanoner.

Det er blevet mode i disse Iraktider at hævde, at USA må bruge sin overvældende magt til at betvinge et internationalt anarki, mens vi europæere foretrækker at leve i en drømmeverden af indbildt fred. Vi tror, vi kan løse konflikter gennem diplomati, international retsorden og kompromis, men amerikanerne ved, at det er den militære magt, der gør udslaget.

Hertil svarer Aron, eller rettere svare