Frederik Stjernfelt benyttede engang det træffende udtryk transcendentallyrik om en af filosoffen Derridas særligt svulstige passager, men udtrykket kunne lige så vel anvendes om flere af de afsnit, vi får at læse i den nye, store, længe ventede og - trods alt - helt fremragende antologi 'Kognitiv semiotik'. I denne sammenhæng er der dog tale om en tofløjet præsentation, der deler sig mellem den kognitive lingvistik og semantik, og så den i mine øjne noget mere interessante morfodynamiske semiotik ved især Thom og Petitot. Vi har at gøre med en ekstremt perspektivrig grundbog med bud til alle humanvidenskaberne; teksterne er enten nyklassikere eller nyskrevne bidrag til værket, og de falder i fem store dele med i alt femten kapitler: første del ved Per Aage Brandt, der skriver om kognitiv semiotik som et nyt »forskningsparadigme for humaniora«; anden dels 'Epistemologi og historisk baggrund' rummer artikler af Stjernfelt om transformationsbegrebet, Holenstein om forholdet mellem semiotik og fænomenologi og Petitot om formbegrebet; tredje del, 'Morfodynamik' har guldrandede klassikere af René Thom og Jean Petitot på tapetet; mens fjerde og femte dels 'Kognitiv lingvistik A og B' giver os ting fra blandt andet Talmy, Langacker, Lakoff, Fauconnier, Turner og danske Svend Østergaard.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























