0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vad vinder

Fine posthume kritiske tekster fra Poul Vad.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vad vinder. Og det gør han på flere forskellige måder. En generøs, posthum samling af nyligt afdøde Poul Vads spredte tekster om film, litteratur og kulturradikalisme ser nu dagens spæde lys.

'Kritiske tekster' er hele vejen igennem et fængslende vidnesbyrd om en kritiker med en på samme tid blufærdig og glimtende skarp evne til at oplade sin egensindige røst, og til at kaste sit helt eget, finurlige blik på tingene. Det er vitterlig sjældne egenskaber, og det er en ubetinget fornøjelse at se dem realiseret.

Samlingen falder i tre dele, først en om Tarantinos, Hartleys og Kaurismäkis filmkunst; dernæst det længste, næsten Borgesagtige stykke, med strålende essays om sagaerne, Cervantes, Potocki, Mann, Walser, Platonov, Gombrowicz, Melville og Peter Seeberg; og endelig en sidste kritisk rosin, om kulturradikalismens udfordring.


De sidste skal blive de første, så lad mig med det samme sige, at Vad på befriende måde kommer Brian Mikkelsen og kohorter til hjælp, al den stund han nøgternt erindrer sig det beske og facile meningsrytteri, visse kulturradikale kom til at befæste - og dermed punkterer Vad (som dog formentlig samtidig ville korse sig over det klodset-vulgære ved de nuværende kulturkonservatives fremstød) det selvsmagende og pompøst ophøjede ved bestemte, ældre nulevende kulturradikale, som skal forblive unævnte.

Det, der nu kendetegner Vads essaykunst helt alment, er den samtidige intense opmærksomhed på form- og stiltræk, som på det man lidt vagt kan kalde livskunst eller livserfaring. Vad insisterer på, med det kritisk-rationelle beredskab i højeste sving, at medtænke den personlige erfaring som, i dette tilfælde, rig resonansbund for de mange læsninger og iagttagelser.

Det avler tre fine filmanalyser i rap, ikke mindst om blufærdighed, smerte og den blå farve hos Kaurismäki. Og det ytrer sig som en hel skatkiste af indsigt i litteraturens spredte egne. Alene Vads valg af tekster, afslører et selvstændigt kritisk talent: Der er tale om skæve, oversete eller bizarre diagonaler, men alle brillante og dybt interessante.

Selv i tilfældet Cervantes og Mann, der ikke kan siges at være forglemte, kan Vad få øje på dét, som mange er tilbøjelige til at glide forbi; f.eks. at Mann, hvis 'Døden i Venedig' det handler om, er så gudsjammerligt kedelig. Al sin slebne ironi til trods er Mann jo, som det hos Hamsun hedder om Tolstoj, kun et middelmådigt geni (hvorimod Dostojevskij var det egentlige, geniale geni).


Nu ærgrer det mig, at der kun er 100 ord tilbage om Vad. Jeg kunne have lyst til at vise den smitsomme entusiasme, hvormed Vad fremdrager Platonovs stort set ukendte mesterværker, den drevne elegance med hvilken han stimulerer lysten til at læse mere om schweiziske Robert Walser, og den flimrende kongenialitet der tillader ham at drive os i favnen på blændende Witold Gombrowicz.

For slet ikke at tale om hans indstændige nærlæsning af Martin A. Hansens sære konstruktion af sin helt egen, skandinavisk-bondske Melville, i det gamle forord til 'Moby-Dick' - og den store, fine læsning han bedriver af vidunderlige Peter Seeberg.

I mangel af tid og plads, må jeg desværre indskrænke mig til at opfordre alle de, der har behov for akut hjerte- og hjernemassage, og som er belastet af en ubodelig kærlighed til filmen og litteraturen, til småluntende at løbe ned og investere i Vads ægte kritiske tekster.

På forsiden er et billede fra Kaurismäkis film - en spinkel, stridbørstet hund sidder halvt med ryggen til kameralinsen og sender et sigende blik mod kameraet: forsorent, bedrøvet, vågent, næsten bidsk og dog med en egen blidhed. Det er som at blive ramt af Vads blik.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce