Hvordan kan man anmelde andres følelser? Vurdere andres livskvalitet? Det kan man ikke. Men man kan diskutere, hvordan følelser og reaktionsmønstre præsenteres og redigeres i bogform. Og hvordan interessen for dem motiveres af den redigerende. Journalist Trine Baadsgaard har til bogen 'Ingen børn' interviewet en række danskere, der af den ene eller anden grund på forskellige tidspunkter i deres liv måtte vinke farvel til babydrømmen. Skæbnefortællingerne suppleres med udtalelser fra en læge, en psykoterapeut og en antropolog. Det er der på sin vis kommet en velfortalt og fokuseret temabog ud af, primært henvendt til mennesker, »der står midt i denne sorg«, som Baadsgaard skriver. Baadsgaard har i øvrigt bevidst valgt historier om mennesker, der står som »positive forbilleder« for de sørgende. Det er her, jeg synes, det første problem indfinder sig. For hvor positivt disse mennesker end måtte opleve deres egne liv med rejser, hunde og dybe menneskelige relationer, så måles dette liv - i sagens natur - konstant efter en traditionel og indgroet skala: En hundehvalp i stedet for et barn? En eventyrrejse i stedet for en graviditet? Inden for denne snævre erstatningsoptik, vil disse menneskers livsforløb, til- og fravalg uvægerligt blive anskuet som 'næstbedst' og 'anden prioritet'. Er det særlig opmuntrende for folk, der står for at skulle give slip på førsteprioriteten?
Så anskaf en hund
Lyt til artiklen
