0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opgør med den onde ånd

Arrestationen af general Pinochet i 1998 blev begyndelsen til en lang og smertelig proces for mange chilenere. Ariel Dorfman fortæller, hvordan en splittet befolkning prøver at komme overens med den blodige fortid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For at starte et helt andet sted end Chile: få måneder før Pol Pot døde havde en australsk tv-journalist held til at få et interview med den frygtede leder af Khmer Rouge.

Men snarere end at være en brutal kleppert, viste det sig, at 'Broder nr. 1', despotens politiske kaldenavn, var en skrøbelig, alderdomssvækket mand.

Stillet over for den smilende olding med den fløjlsbløde stemme var det alt for nemt at glemme, at det var den samme person, som i begyndelsen af 1970'erne stod i spidsen for et skånselsløst agrarkommunistisk regime, der på blot tre år myrdede små 1,5 millioner cambodjanere. Man bliver rørt ved synet af en sådan gamling og 'overser' belejligt de grusomme handlinger, der burde være grundlaget for ens domfældelse.


Samme sentimentale mekanisme reddede tilsyneladende Chiles tidligere diktator i perioden 1973-1990, Augusto Ugarte Pinochet. Da han blev arresteret i London i 1998 af britisk politi på begæring af en spansk højesteretsdommer og krævet udleveret til retsforfølgelse i Spanien, sigtet for mord på spanske statsborgere, så man en rystende og svækket gammel mand.

Et længere juridisk slagsmål mellem chilenske, spanske og britiske advokater resulterede i, at et hold af uvildige læger blev sat til at undersøge, hvorvidt den alderstegne eksdiktator - som dog ikke var mere affældig end, at han i ny og næ lod den chilenske offentlighed forstå, at hæren stadig stod på hans side - var egnet til en retsproces.

Pinochet overbeviste lægerne om sin skrøbelighed og blev derefter hastigt rullet i kørestol om bord på et fly til Santiago de Chile for ved ankomsten at springe op af kørestolen og salutere paraden af soldater på korrekt militær vis.


Naturligvis snød Pinochet og spillede på omgivelsernes medlidenhed. Noget jernhelbred har den nu 88-årige general og livstidssenator ikke, men evnen til at manøvrere i smult vande og tilpasse sig omstændighederne med egen vinding for øje, var ikke gået tabt.

I sin bog 'Terroruddrivelse' beskriver den chilenske forfatter Ariel Dorfman, hvordan Pinochet endnu en gang bedrog sine omgivelser, på samme måde som han havde bedraget sine nærmeste medarbejdere forud for kuppet mod Chiles socialistiske præsident Salvador Allende 11. september 1973.

Pinochet, også kendt som 'Latinamerikas Franco' efter den spanske general og diktator, som han beundrede, bliver lagt på Dorfmans briks og underkastet en kritisk analyse.

Og det ser ikke godt ud. Patologisk løgner, kynisk, paranoid og magtbegærlig. Det er essensen af, hvad der fandtes i juntaens øverste hoved - et hoved som var ansvarlig for cirka 3.000 menneskers død og tortur og landsforvisninger af hundredtusinder af såkaldte 'systemfjender'.

Men hvad værre er: Pinochet var ikke en undtagelse, en barsk ener, i Chiles politiske landskab. Og det er, skriver Dorfman, det egentlige problem for den chilenske befolkning i forsøget på at bygge bro mellem fortidens modsætninger. Pinochets ånd, mere præcist den mentalitet han stod for, trives stadig.


Hvordan bedriver man så den 'eksorcisme', som Dorfman mener er nødvendig, for at landet kan komme videre og styrke sit genopstandne demokrati?

Selv om han begræder, at det ikke lykkedes at gengive ofrene for Pinochetregimets forfølgelser blot en smule retfærdighed ved at se diktatoren stillet for en dommer, ser han det alligevel som en sejr, at det overhovedet var muligt at rejse sagen.

At se det glimt af usikkerhed og nervøsitet i Pinochets øjne, da han frygtede at blive sendt til Spanien, var på en måde alt rigeligt for Dorfman. Nok opregner Dorfman et grusomt katalog af bødlernes gerninger - og det er ikke for de tyndhudede - men alle krænkelserne og terroren til trods var det et skridt i den rigtige retning, at den hidtil urørlige undertrykker endelig blev rystet i sin grundvold.

Pinochet kan stadig mimre og gå med bittesmå skridt, men fortidens dystre skygge undslipper han ikke. Det minder Dorfmans anbefalelsesværdige bog om.