Grænserne mellem drengerøv, nørd og blot oprigtigt interesseret kan som bekendt være hårfin, og hvad man kalder målgruppen for en bog om forliste krigsskibe er nok mest et spørgsmål om smag. At kende de nærmere detaljer omkring vraget af det tidlige amerikanske panserskib 'Monitor', dets beliggenhed, stand og nuværende status kan således vanskeligt kaldes andet end nørdet. Omvendt rummer bogen også utrolige mængder klassisk og mindre nørdet drengerøvsviden om størrelsen på kanoner, torpedoens historie og guf om de legendariske tyske ubåde. Men måske passer ordet interesseret alligevel bedst til de potentielle købere, for trods titlen og de mange gejlede illustrationer og billeder er der faktisk tale om en udmærket kortfattet og rigt illustreret beskrivelse af søkrigenes historie, som i hvert tilfælde undertegnede lærte en del af at læse om. James Delgado, der i det daglige er museumsinspektør ved Vancouver Maritime Museum, holder sig nemlig klogeligt ikke snævert til bogens titel, men begynder helt tilbage i oldtiden, selv om det står skralt til med vrag fra dengang. Det er spændende stof, det første registrerede søslag foregik tilsyneladende omkring år 1176 før vor tidsregning mellem Ramses III og havfolket, som tidligere havde knust de mykenske byer i middelhavet. Slaget er beskrevet i reliefferne på Ramses gravtempel ved Medinet Habu, og Delgado er mand for at gøre det levende. Og derfra går det fra slag til slag og epoke til epoke. Fra grækernes triremfartøjer til den hjemlige Nydam-båd, og derfra videre over oceanerne til 1700-tallets majestætiske orlovsskibe. Er man fan af Patrick O'Brian-bøgerne, vil man gynge på velkendt grund og betages af afsnittet og de righoldige illustrationer om den smukke svenske galeon 'Vasa'. Og er man mere til det nyere stof vil dækningen af Første og især Anden Verdenskrig med de kæmpemæssige søslag bestemt heller ikke skuffe. Med andre ord: oplagt som gave til drenge i alle aldre. Hvad der formentlig også er hensigten.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























