Paula var fire år, da hun kom til Danmark med sine forældre og sin søster i 1974 som flygtninge fra Pinochets Chile. Det var dengang, Danmark syntes, at flygtninge var interessante, ikke mindst chilenerne - så interessante, at familien blev portrætteret i den lokale avis, da den flyttede til Esbjerg, hvor Paulas far havde fået arbejde som helikopterpilot ved boreplatformene. Inden da havde familien boet først på hotel, siden i en splinterny lejlighed med altan ved Brøndby Strand og et parcelhus i Vallensbæk, og der blev endda råd til en uges ferie i Paris, hvor det regnede, og børnene kedede sig. »Min mor trøstede mig med, at nu var der ikke så lang tid til, vi skulle hjem igen«, skriver Paula, som faldt i søvn på vej hjem i flyveren og fik et hysterisk anfald, da hun opdagede, at 'hjem' var lejligheden i Brøndby Strand. Ikke Chile, som hun troede. Det står på side 32 i Paula Larrains bog 'I morgen skal vi hjem', og det er første gang, der bliver lidt nærvær i beretningen. Paula Larrain er 33 år, en køn og dygtig studievært på DR-nyhederne og mor til Sebastian på syv år, og det er for hans skyld, hun har skrevet sin historie, fremgår det af forordet. Han skal vide, hvordan det har været for hans mor at leve et liv i eksil, »at have en sjæl, der er brækket midt over, og hvor de to stykker blev spredt 12.000 kilometer væk fra hinanden«.
Et liv i to stykker
Lyt til artiklen
