0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tøj, tøj, tøj!

Ungdomsrevolutionen tog sine første skridt i tøj købt i eller stjålet fra Londons boutiques. Ny britisk bog tager et kulturhistorisk blik på dem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Var det en periode fuld af stoffer og sex? Var det et tiår, der betød starten på et friere samfund? Det var nok begge dele og mere til, for der er ikke tvivl om, at 1960'erne ikke bare var en tilfældig samling år.

Musik, livsformer, tøj, tøj og tøj symboliserede et brud med tidligere tider. Unge mennesker af begge køn - og lige så forsigtigt dem med et tredje - sprang ud med en egen identitet, fordi de i økonomiske opgangstider fik chancen for at være noget andet end voksenkloner.

Designeren Gerald McCann, der var en af de første med en ny tids mandetøj, en slags mod møder godsejeren, husker synet af skuespillerinden Charlotte Rampling på King's Road i Chelsea en varm sommereftermiddag i midten af 1960'erne:

»Hun var barfodet og iført en gennemsigtig indisk kjole og gik og spiste kernerne fra blomsten af en solsikke«.

Den smukke og smukt iscenesatte Rampling var ikke det eneste, man kunne se den dag på King's Road. Det myldrede med nye boutiques og unge, der gik ind og ud af dem. Ind iført én ting, ud iført en anden.

Vittigheden var, at de nogle gange kom ud i hinandens tøj. Der var sådan et kaos i prøverummene, at man ikke altid vidste, hvad det var, man prøvede. Der var også sådant et rod, at mange glemte at betale for det nye tøj.

»Det var faktisk butikstyveri, der ruinerede os. Folk gik på indkøb for at stjæle, og der var ikke sådan noget som tyverisikring på tøjet.

Der var altid så mange mennesker, at vi ikke kunne kontrollere det. Jeg havde pelsfrakker lænket med kæde og låse til stativer og kom tilbage fra frokost og så, at kæden var blevet klippet over«, husker en anden designer, James Wedge fra Top Gear i bogen 'Boutique - a '60s Cultural Phenomenon'.


Barbara Hulanickis legendariske butik, Biba, der var vokset til et stormagasin, blev til sidst lukket på grund af svind. Så den historie, medieforskeren Marnie Fogg fortæller så levende i bogen om boutiques, er ikke et eventyr med en lykkelig slutning. Det er et eventyr med en svær begyndelse, en lykkelig midte og en slutning, der ikke er skrevet endnu. Vi lever stadig i en boutique-æra.

Ingen, som ikke har oplevet det, kan forestille sig, hvordan det var, før de små tøjforretninger dukkede op. I efterkrigsforretningerne stod personalet - selvfølgelig! - bag disken i deres pæne uniformer, og med hensyn til tøj gik man fra barn til at være voksen.

Marnie Fogg beskriver fænomenet og dets opløsning, da unge designere sprang ud som en selvstændig subkultur og åbnede butikker i små nedlagte forretninger, gerne på mindre fine adresser. De ønskede at bestemme selv og ville ikke være en del af det etablerede, hvor fabrikantens ord var lov.

Popgrupper spillede ved åbningen af flere af forretningerne, popstjerner og skuespillere lod sig se i tøjet. Et nyt samfundslag af ungdom dukkede op i et ellers så stramt klassedelt samfund. Rigide kønsroller i tøjet forsvandt. Er det en dreng eller en pige?! Who cares!


Jeg vil aldrig glemme den åbenbaring, det var for 17-årige mig i sommeren 1965 at gå ind i den første Biba i Abingdon Road. Jeg fandt derhen ved et tilfælde, som på det tidspunkt føltes så stort, at jeg ikke ville have tøvet med at kalde det skæbne.

På et hjørne af nogle kedsommelige gader i kedsommelige snobbede Kensington, hvor jeg boede, lå en lillebitte afskallet forretning uden navn på facaden. Det var et gammelt apotek. Unge piger med korte skørter og kort hår strømmede ind og ud.

Jeg stak tøvende næsen indenfor i det, der viste sig at være et mørkt skab med små slaskede bomuldskjoler i brunt med sorte mønstre og lange stramme ærmer og små trompetformede minisærke i sort med en hvid trekantet krave. Jeg vil kunne tegne dem endnu. Brunt, sort, hvidt!

Jamen, ingen havde set mage til farver til unge piger før. For ikke at tale om priserne. Jeg fik to et halvt pund om ugen som au pair. Det var almindeligt, men stadig mindre end ingenting. Hos Biba havde jeg råd til en kjole og var i den syvende himmel, efter at jeg først havde overvundet flovheden ved at tage mit tøj af og prøve den nye kjole sammen med vildtfremmede piger i noget, der mindede om et kosteskab.

Jeg var gået ind i Biba med et udseende, som jeg kun kan sammenligne med noget fra en østeuropæisk soveby (selv om jeg da kom fra Virum!), og gik ud som en topmoderne ung dolly bird. Næsten. Der manglede et dyrt! dyrt! dyrt! besøg hos Vidal Sassoon og en geometrisk klipning for at gøre forvandlingen komplet. Men så kunne jeg også tage til Danmark og få et (kortvarigt) værtindejob i et ungdomsprogram på tv. Jeg var heldig, jeg blev en udsending fra en ny tid.


Barbara Hulanicki havde åbnet sin lille boutique året før, jeg kom til London, netop med det formål at skabe tøj til piger som mig, som ikke havde så mange penge. På det tidspunkt havde Mary Quant allerede haft sin første boutique, Bazaar, i ni år sammen med sin mand, Alexander Plunket Greene. Han skulle vise sig at være genial til at sælge både Quant og butikkens look.

Stedet var King's Road, som var søvnige Chelseas lille lokale hovedgade med nærbutikker af den mest almindelige slags. Bazaar var fra starten sofistikeret, og priserne høje. Det var ikke Mary Quant, der gav tøjrevolutionen til masserne. Men hendes stil smittede af, hun var i bladene og blev siden den, der - med sin Vidal Sassoon klipning - lagde ansigt til det, som amerikanerne døbte Swinging London. Det omfattede Quant, Chelsea, Carnaby Street og efterhånden også den psykedeliske mode, der fulgte i hælene på pop art og opart i tøjet i svimlende hurtig rækkefølge.

I virkeligheden var det mange andre, som stod bag 'the look', som vi kunne dyrke i blade som Honey og se hver fredag aften i BBC's popprogram 'Ready Steady Go!'. Der åbnede med sloganet »The Weekend Starts Here« og tonerne af Sufaris hit 'Wipe Out'.

Det var designeren John Bates, der opfandt miniskørtet og ikke Quant eller Courrèges, skriver Marnie Fogg, som fortæller om Bates' indflydelse på britisk mode via tv-serien 'The Avengers'. Showet, der var en slags nutidig spionhistorie med masser af fart (for den tid!), havde Diana Rigg som en af hovedpersonerne i bittesmå skinnende kjoler, høje støvler og store dingledangle-smykker.

Rigg blev fotograferet til bladene, og så rullede det.

I Chelsea var King's Road forvandlet i løbet af få år, men det skete ikke med lokalstyrets billigelse. Ligesom otte år senere i Danmark, da folkene bag Café Sommersko havde de værste vanskeligheder bare med at få lov at stille borde og stole ud på gaden i København, gjorde de gamle mænd i Chelsea ophævelser og det føg med forbud.

Strået, der knækkede kamelens ryg, var facaden på butikken Granny Takes a Trip. Frontpartiet af en orangegul 1947 Dodge kom brasende ud af ruden i 1968. Dét var for meget! Den skulle ud og væk. Det kom den. Men det var for sent. Tiderne var skiftet, og de kunne aldrig skifte tilbage og blive stille og artige igen. Ingen skulle mere få magt til at tvinge os ind i et cardigansæt.