En af hemmelighederne bag engelske Nick Hornbys verdensgennembrud med 'High Fidelity' i 1995 er de skønne hjemmestrikkede hitlister over alskens populærmusikalske præstationer, som bogens omkring fyrreårige mænd excellerer i. Top fem over alle tiders guitarriffs på glamrocksingler og den slags. Hornby, der også har skrevet guddommeligt om fodbold, har to hjemmebaner. På tilskuerpladserne langs grønsværen (Arsenal! Arsenal!) og foran pladereolerne og skriver så engageret og lunt om begge dele, at han for længst har erobret et betydeligt hjerterum i hvert fald hos sin generations mandlige læsere, der for manges vedkommende er lige som Horny: pubertær og voksen, mainstream og nørdet på én gang. Med '31 sange' er den idiosynkratiske musikelsker, der i mellemtiden er blevet anmelder på The New Yorker, tilbage i rillen fra 'High Fidelity', og det gør ikke hjerterummet mindre, selv om de fleste af de 31 sange, Hornby synes er de fedeste, er helt ud i hampen! 'Rain' af The Beatles er sang nummer otte, manden er jo gal. Hvor er 'A Day In The Life'? Og hvorfor er der ikke blevet plads til 'Ship Ohoy' med Ojays, 'Beast of Burden' med Stones, 'Song of Job' med Seatrain og 'Black Night' i liveudgaven med Deep Purple? Hvordan kan han slippe Rod Stewart ind på listen? Det kan Hornby, fordi de 31 fremhævede sange i virkeligheden blot er afsæt for bredere betragtninger og skarpe pointer om snesevis af bands, sange og genrer.
Hvad laver Rod Stewart dér?
Lyt til artiklen
