0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En mand, som forstod at begejstre andre

Tivolis skaber, Georg Carstensen, var en entreprenør - om ikke for Herren, så for folket.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skulle man finde på at spørge folk om, hvem der 'opfandt' Tivoli, vil ganske mange nok svare - ganske korrekt - at det gjorde Georg Carstensen.

Men derudover vil de fleste ikke vide ret meget, for hans liv med dets mange op- og nedture har ikke været beskrevet grundigt før nu. Gamle leksikonartikler skrevet af hans 'fjender' har ikke ydet ham retfærdighed, fortælles det i en godt funderet, oplysende og samtidig underholdende biografi, skrevet af Steen Kristensen.

Steen Kristensen er dyrlæge, og da han i en periode arbejdede som kontrollør i Tivoli og dagligt hilste på Georg Carstensens buste, begyndte han at fundere over, hvem denne Carstensen egentlig var, og han fandt ud af, at der aldrig var blevet skrevet en ordentlig biografi om ham.

Og så gik han i gang, tog den store tur gennem den tilgængelige, trykte litteratur og stabler af utrykt materiale, som han måtte opsøge mange steder - også i udlandet, for Carstensen drog verden rundt. Der findes naturligvis breve fra hans hånd, men han skrev så at sige intet om sine følelser, dertil havde han for travlt med sine projekter, og dette faktum gør, at det er svært at give et 'sjæleportræt' af manden.


Men hvad fandt Steen Kristensen så? Han fandt en rastløs mand fyldt med ideer, nogle flyvske, andre geniale. En mand, som forstod at begejstre andre, og en mand, som ikke altid eller rettere sjældent kunne få penge og ideer til at gå op i en højere enhed. I al fald ragede han hurtigt uklar med pengemændene bag de forskellige projekter, og han var især meget uheldig i tilfældet Tivoli, hvor der sad nogle småtskårne, bitre mænd i bestyrelsen, der slet ikke kunne følge Carstensen, og som var årsag til, at han måtte forlade Tivoli.

Men så fandt han på at lave et Vinter-Tivoli i Casino i Amaliegade, arrangerede et utal af fester i Kongens Have og ude på Frederiksberg, hvor han også havde planer om endnu et stort festhus, som skulle hedde Alhambra, sammen med en nok så genial plan, der gik ud på, at folk skulle fragtes herud i hestesporvogn. Den kom også, men først syv år senere.

Carstensen var 'på' hele tiden, først som en meget aktiv og iderig bladudgiver i en periode, hvor der ikke herskede pressefrihed. Carstensen var dog ingen politisk oprører, men han havde politisk gehør. For da han ansøgte kongen, det vil sige Christian VIII, om tilladelse til at anvende glaciset ved Vesterport - voldene omkring byen eksisterede stadigvæk, så der skulle særlig kongelig tilladelse til at benytte arealet - argumenterede han med, at når folk morede sig, så tænkte de ikke på politik, og det var et synspunkt, kongen kunne lide.

Carstensen forstod at arbejde med kunstnere, måske fordi han selv var en kunstnersjæl, og han havde et smukt samarbejde med mange af dem, blandt andre H.C. Lumbye.


Steen Kristensen begynder med begyndelsen, det vil sige Carstensens fødsel i Nordafrika, hvor faderen var ansat som den danske konsuls sekretær. Drengen blev tidligt sendt hjem til Danmark, og hvis man skal finde en forklaring på hans trang til at vinde berømmelse og rigdom, det vil sige anerkendelse, hænger denne sandsynligvis sammen med den elendige, kærlighedsløse opvækst, han havde. Steen Kristensen psykologiserer ikke, går ikke længere, end der er belæg i kilderne, men antyder, at dette forhold kan have været motoren på godt og ondt i Carstensens liv.

Et for de fleste ukendt kapitel er, at Carstensen deltog i krigen 1848-50, kom til De Vestindiske Øer i kølvandet på slaveoprøret her, levede det søde liv, som embedsmændene gjorde, men blev syg - det gjorde de fleste - og fik sin afsked fra militæret. Så tog han til USA og vandt her en arkitektkonkurrence om et krystalpalads i New York, for sådan et ville amerikanerne også have. Det gik konkurs, og han vendte snuden hjem, men efterlod sin kone og to små børn i Vestindien.

Hjemme var livet surt med retssager og ingen penge, men Carstensen var stadig fuld af ideer, han agtede at starte et nyt bladprojekt, men det blev ikke realiseret - han døde som 45-årig af en galoperende lungebetændelse, efterladende sin lille familie i en meget dårlig situation. Hans kone fik senere en anelse hjælp, men man var ikke særlig kulant i Tivolis bestyrelse. Her afskyede man stadig Carstensen.

Mange i tiden elskede at hade Georg Carstensen, blandt andre Fru Heiberg, måske fordi han var et frodigt, anderledes talent, og som nutidig læser kan man ikke lade være med at se Carstensens træk i nogle af vor egen tids flyvske idé- og igangsættere. Sæt selv navne på!

Og så gav Carstensens Tivoli H.C. Andersen ideen til et af hans mest geniale eventyr: 'Nattergalen'.