Franskmænd er en flok upålidelige kujoner, der lugter og hader at bestille noget. Deres politikere er korrupte, og så regner de i øvrigt med, at resten af verden kommer dem til undsætning, når der er problemer. Og nej, selv om det kunne lyde sådan, er det hverken et internt memo fra USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, eller en avisleder fra den frankofobe presse. Det er ganske enkelt nogle af de mest almindelige fordomme og stereotyper, som florerede blandt de amerikanske soldater, der var udstationeret i Frankrig efter Anden Verdenskrig. Efter krigen begyndte sejrsrusen så småt at blive til fæle tømmermænd. Slagsmål og konfrontationer mellem de fattige og forbitrede, men stolte gallere og Uncle Sams storskrydende og vandkæmmede soldater, der slog om sig med dollarsedlerne, tog til. De amerikanske tropper mente, at franskmændene hellere ville forsøge at rulle dem end lægge sig i selen for at genopbygge landet, og franskmændene var godt knotne over yankee'ernes prangende facon og deres evindelige skørtejageri. Det kom så vidt, at de amerikanske myndigheder frygtede et regulært sammenbrud i forholdet på tværs af Atlanten. Derfor så Washington sig nødsaget til at gå de amerikanske fordomme i møde med en pædagogisk pamflet, der ryddede de værste af bordet. Den lille håndbog fik den prosaiske titel '112 klager over franskmændene', og for ganske kort tid siden faldt en forlægger over et eksemplar på et loppemarked i Bretagne. Forlaget Le Cherche Midi så med det samme bogens fornyede aktualitet og sendte den fluks til oversættelse og i trykken. (Men fandt det dog hensigtsmæssigt at omdøbe den til det noget mindre fjendtlige 'Nos amis les français' ('Vore franske venner') for ikke at puste unødigt til de stadig ulmende gløder. Det er et på én gang hysterisk lattervækkende og samtidig pinligt hudløst indblik i de fordomme, der eksisterede på tværs af Atlanten dengang og i dag. Det skyldes nok snarere sproglig udvikling end amerikansk tilbageholdenhed, at man ikke genfinder udtrykket 'osteædende kapitulationsaber' - for det er et tema, bogen kredser om. »Vi kommer hyppigere op at toppes med franskmændene end med tyskerne. Vi skændes hele tiden med dem, og de kritiserer alt«, lyder klage nummer 8. »To mænd, der arbejder sammen, er mere tilbøjelige til at være uenige end en fange og hans vogter«, lyder den korte version af det docerende svar. En del af klagerne er helt ude i hampen, og man kan undre sig over, at man egentlig ofrer plads på at gendrive dem. Klage nummer 34 lyder f.eks. sådan hér: »Hvad har de pokkers frøgnaskere nogensinde gjort for verden?«. Hér løfter forfatteren tålmodigt den belærende pegefinger: »Lad os huske på, at menneskerettigheder og demokrati har nydt vid udbredelse under franske oplysningstidsforfatteres og -tænkeres pennestrøg«. Sådan fortsætter bogen ufortrødent i en underholdende og letlæst spørgsmål-svar-form. Klage nummer 45: »Franskmændene vasker sig ikke«, og klage nummer 46: »Metroen stinker af hvidløg, sved og ... parfume« kan forekomme at være bizarre indslag, når man betænker, at der netop har været udkæmpet en verdenskrig. Men allons-y: »Der lugter af hvidløg, for franskmændene - der er fremragende kokke - bruger mere hvidløg end os. Lugten af sved skyldes, at franskmændene kun har små mængder af ringe erstatningssæbe til rådighed«, lyder svaret. Efter denne brok virker klage nummer 48 aldeles overflødig. »Jeg ville synes bedre om franskmændene, hvis de lugtede bedre«. Svaret er mindst lige så tåbeligt. »Det er aldeles forståeligt«. Omvendt er det tankevækkende, så mange af ankerne der stadig nyder en vis udbredelse i dag (og som mange danskere sikkert vil nikke samtykkende til). F.eks. klage nummer 65: »Franskmændene kører som galninge«, eller de »sludrer hele tiden« (klage nummer 37), de »er dovne« (klage nummer 51), og de »bruger al deres tid på at sidde på café og kæve i stedet for at arbejde« (klage nummer 50), og ikke mindst klage nummer 27: »Franskmænd er umoderne og lever i fortiden«. Her synes svaret dog også nærmest at forstærke klagen om en stillestående nation af tøffelhelte. »Hvis franskmanden har et lille roligt liv, er han tilfreds. Han drømmer ikke om at blive millionær, men om at trække sig tilbage i et lille hus med en lille have, hvor han kan læse sin avis«. (Selv om de færreste franskmænd i dag læser avis).