Generationen, der oplevede den tyske besættelse af Danmark (1940-45) og for nogles vedkommende gjorde aktiv modstand, er ikke længere så mangfoldig i antal. Med dens bortgang forsvinder også mange beretninger om dengang, dette ellers i enhver henseende udramatiske land oplevede sine mørkeste stunder i nyere tid. Af samme grund burde det være en borgerpligt at læse om 'den lille mands' oplevelser under de såkaldte »fem forbandede år«. Pligten bliver så meget desto mere udholdelig, når man sidder med Arne Andreasens (1913-2001) personlige historie om sin tid som fange i koncentrationslejren Neuengamme i Nordtyskland. Ikke at bogen kvalificerer som fornøjelig læsning, naturligvis ikke, men dens tonefald er så afdæmpet og nøgternt, at man får en sjældent god fornemmelse af, hvordan krigen tog sig ud for en af hverdagens almindelige skikkelser, i dette tilfælde en yngre jysk civilingeniør, far til fire, og med en sen entré i modstandsbevægelsen. Der er langt til de mere glorværdige og spændingsmættede historier om nogle af modstandskampens koryfæer som 'Flammen', 'Citronen' og 'Brandt'. Det var ikke meget, Arne Andreasen og hans gruppe nåede at udrette ved jernbanesporene i området omkring Grindsted, før de i oktober 1944 blev arresteret af Gestapo, men det er også underordnet, for historien er først og fremmest værdifuld som indblik i, hvordan et menneske stilles over for valget mellem at tilpasse sig umenneskelige forhold eller dø. Arne Andreasenblev efter et ophold i Frøslevlejren sendt med kreaturvogn til den frygtede lejr lidt uden for Hamburg, hvor et af de første syn, der ventede ham, var døde fanger læsset i lag på kærrer. Herefter besluttede han sig for at gøre sig så hård som muligt; ellers ville han med sikkerhed forgå. Med hårdhed skal barskhed fordrives. Vi hører om den interne rangorden i lejren, hvor de kriminelle fanger var inddraget som vogtere og med særlig nidkærhed slog løs på de politiske fanger, og om, hvordan ca. 600 trætte og udmattede fanger blev tvunget til at sove tæt sammen i en faldefærdig træbarak med 250 køjepladser. Dysenteri og alskens mangelsygdomme plagede fangerne, hvis daglige madration var så beskeden og ussel, at det overstiger enhver fatteevne. Sulten gjorde mange desperate, men danskerne havde dog lidt bedre vilkår, idet de hver tredje uge fik udleveret en pakke fra Dansk Røde Kors, som indeholdt nogle hårdt tiltrængte levnedsmiddelforsyninger. At mange danskere alligevel bukkede under, siger noget om vilkårene i kz-lejrene. Henrettelser og gennemprygling hørte også til dagens orden, og Arne Andreasen viser på foruroligende vis, hvor afmægtige fangerne var over for de konstante ydmygelser. Den mindste opsætsighed blev hårdt straffet, og de afkræftede fanger kunne ikke tåle mange slag, førend livet ebbede ud af dem.