Når en bog får samme titel som Johs. V. Jensens debutroman fra 1896, kan det både skyldes en anselig selvtillid og en tilfældighed, ophavsmanden ikke er opmærksom på. Det ene udelukker ikke det andet, viser den 47-årige cand.jur. og journalist Olav Hergel med denne samling af sine bedste reportager fra Berlingske Tidende de seneste fire år. Jensen har han næppe tænkt på - men han er virkelig en fremragende fortæller. Med få men uhyre velvalgte ord glider han ind i selvforståelsen hos de mennesker, han skildrer - og lægger samtidig distance til dem, helst gennem andres udsagn. Hans sprog er smidigt uden blær, korte sætninger, lige ud ad landevejen. Han har, skriver min egen chefredaktør i forordet, »ingen fine fornemmelser, han er ikke blevet en skønskriver, der lever i et lukket rum«, men har »altid en klar og skarp idé«. Klassiske reportagedyder, altså, afleveret med nysgerrighedens drive. Forførende - måske også selvforførende? Første feature fortæller om en kurdisk flygtning fanget i dansk udlændingelovgivnings Catch 22-net i august 1999, altså under Nyrupregeringen, og den sidste er en stemningsberetning fra tusinder af muslimers fredagsbøn, i forbindelse med Irakkrigen, på Københavns Rådhusplads 6. april 2003. I dén ramme skriger titel og omslagsfoto (af samme fredagsbøn) til hinanden om indvandring som hovedemnet for disse 'Reportager fra et land i skred'. Men dét er nu vildledende. Måske gavner det salget - men ellers er det synd med lanceringen at fiske så ivrigt efter læsere i Dansk Folkeparti & Omegn. For resten af artiklerne handler om alt muligt andet, fra portrætinterview med straffefangen Müller Grosse og skuespilleren Nikolaj Lie Kaas til regelrette reportager fra steder, hvor mange er sammen: FCK-fans i Parken.