At den 28-årige nordjyske golfspiller Søren Kjeldsen skulle blive den femte danske vinder i Europaturen her i slutningen af juni, kunne de to forfattere til bogen 'Det danske golfmirakel' ikke vide, da de afleverede deres bog, men de anede det nok. For dansk golf er inde i en veritabel styrtsø af succes, og netop baggrunden for dette fænomen er det, som de to journalister ved Berlingske Tidende, Karl Erik Nielsen og Jesper Dahl Caruso, har sat sig for at afdække og analysere. I bogen får vi således historierne om, hvordan Anders Sørensen, Steen og Iben Tinning, Anders og Søren Hansen og så naturligvis Thomas Bjørn har kæmpet sig frem til toppen. Bøger med klare skurke er ikke så almindelige i Danmark, men her er der ingen tvivl: Det var en gammeldags tænkende Dansk Golf Union (DGU), for hvem golf var et hæderkronet amatørspil, der bremsede og nogle gange endda regulært straffede sine unge, ambitiøse spillere.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























