0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fanden løs i folkekirken

Pastor Grosbøll mellem vrøvl og vidunder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Indrømmet: Vi kommer et par måneder for sent med denne anmeldelse. Vi havde ikke opdaget, at 'En sten i skoen', pastor Thorkild Grosbølls essay om civilisation og kristendom, var en bog så kontroversiel, at den kunne true ham på kjole og krave og slippe Fanden løs i folkekirken.

Bogen udkom i begyndelsen af april, og hverken bispen over Helsingør Stift, kirkeministeren eller Politikens litteraturredaktion havde formentlig gjort noget særligt ud af den, hvis ikke der var kommet et stykke journalistik på tværs: Weekendavisens Pernille Stensgaard lavede for nylig et interview med pastor Grosbøll, og heri fulgte hun den gyldne regel, at man i et interview skal skrive, hvad den interviewede ville have sagt, hvis han havde kunnet sige, hvad han ville sige. Pludselig stod det sort på hvidt, så alle kunne forstå det: »Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv«.

Så var Fanden løs. Minister og biskop rykkede ud. Sidstnævnte, Lise-Lotte Rebel, med en øjeblikkelig suspension af den gudløse præst og en ret fantastisk tjenstlig ordre: Hvis ikke pastor Grosbøll i løbet af en uge alligevel begynder at tro på Gud, så er det ud af vagten. Alt i alt et fascinerende sammenspil af journalistik og teologi.

Selv CNN har taget sagen op, og Thorkild Grosbøll har da i hvert fald opnået Andy Warhols berømte »15 minutters verdensberømmelse, inden næste levende billede sætter sig til rette i den varme stol«. Citatet er fra 'En sten i skoen', det kommer dér, hvor Grosbøll filosoferer over alle de hjemmelavede guder, der er i omløb, og umiddelbart før han karakteriserer folks barnetro som »Noget uigennemtrængeligt nonsens, der er forblevet uanfægtet af tankevirksomhed siden barneårene«.


Det er ikke nogen nem bog at skrive om. Den er smækfyldt med inspirerende formuleringer, kloge indsigter og menneskelig varme, men den er også syndigt springende og svær at fange linjen i. Hvad Grosbøll jo godt selv ved: »Et noget tvivlsomt projekt må man sige, for hvem kan have interesse i en encyklopædisk rundtur ad de irgange, jeg som gemen sognepræst har tosset rundt i for at modvirke pastoral skizofreni? Hvis teologi igen skulle bringes ind som en agtværdig samtalepartner i det kulturelle landskab, vil det kræve et anderledes stringent og systematisk hoved, end jeg er i besiddelse af«.

Med charmerende selvironi omtaler Grosbøll sit »episodiske system« og begynder bogen sådan her: »Fra min altandør kan jeg se ud over det toscanske landskab ...«. Han var nemlig på orlov og på rejse, Italien, Mexico, USA, mens han skrev den lille bog, som så blev en blanding af dagbogsagtige optegnelser, kulturkritik og teologiske overvejelser. Eftertanker, alt i alt: efter et års rejse og efter 25 års arbejde i Den Danske Folkekirke. Kloge, sjove, indsigtsfulde eftertanker, som en dygtig og afholdt sognepræst bestemt godt kan være bekendt. Det er et kors for tanken, at sådan en skikkelig Herrens tjener pludselig trues på sit brød af bispen.

Hun hedder Lise-Lotte Rebel, og hun siger selvfølgelig ikke nøjagtig sådan, som jeg har været flabet nok til at skrive ovenfor. Hun siger, at Grosbøll må finde ud af at »formulere sig på en anden måde«. Det er med andre ord ikke så meget troen på Guds eksistens eller mangel på samme, det drejer sig om for biskoppen, men selve sprogbrugen omkring sagerne. Hvorved hun befinder sig inden for akkurat samme dialektik som præsten i Taarbæk læser ud af evangeliet: »I begyndelsen var ordet, skrev Johannes. I dag må vi sige, at den eneste alternative verden, vi har til vores rådighed, er sproget ...«.


Gud sidder ikke i himlen, han sidder i sproget. Sådan forstår jeg grundlæggende pastor Grosbøll. Og sproget hos Grosbøll, det teologiske sprog i hvert fald, det henviser ikke til andet end sig selv (hvad vi jo ellers er vant til, at sproget som regel gør - ordene plejer at betyde noget). Trosbekendelsen, for eksempel: »Rent abracadabra«. Den kan »... bare ikke være bindende for os, men alene opfattes som et veltjent vidnesbyrd fra forne tider - et stykke brugspoesi«.

Alligevel opregner Thorkild Grosbøll omhyggeligt: »Vi tror ikke på Gud og da slet ikke som himlens og jordens skaber eller som almægtig, vi tror følgelig heller ikke på Jesus som hans søn eller på hans mors jomfruelighed ...«. Og så videre. Undertegnede anmelder forstår bare ikke, at det i dén grad skal være nødvendigt at fortælle, hvad man ikke tror på, hvis det hele bare er ord og poesi?

Jeg vil med andre ord vove den påstand, at pastor Grosbøll ikke er nær så postmoderne, som han selv tror. Ordene betyder mere for ham, end han vil være ved. Jeg tror faktisk, at det generer pastor Grosbøll at stå i Taarbæk Kirke og sige: Jeg tror, når han nu ikke tror. Hvis han ikke tror ...

Men det tjener Thorkild Grosbøll til ære, at han tør lægge sine kvababbelser så åbent frem. Det gør ham i mine ugudelige øjne til bedre præst og bedre menneske end alle de hyklere, der prøver at mumle udenom. For Grosbøll er en mand, som elsker og ærer hele den historie, som kristendommen bærer på: teksterne, ritualerne, bekendelserne. De er der nu engang, og hvad skal man så stille op med dem?

Heller ikke biskop Rebel slipper jo for det problem, at masser af kristendommens centrale tekster er noget gedigent vrøvl, hvis man vil forstå dem bogstaveligt og i forhold til det aktuelle verdensbillede. Så det må man altså finde ud af at lade være med, navnlig da, hvis man vil fastholde, at de er vidunderlige alligevel.

Og er bispen nu så sikker på, at hun er bedre til at sejle mellem vrøvlets Skylla og vidunderets Charybdis, end pastor Grosbøll er?