0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Quisling var for blød

Norske historikere viser, hvorfor nazismen ikke slog igennem i Norge, men viser samtidig, hvordan kendte kunstnere og intellektuelle dyrkede dens tanker.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er få historiske personer beskåret at leve videre som begreber for eftertiden, men sådan er det med Vidkun Quisling, som i 1933 stiftede det nazistiske parti Nasjonal Samling (NS). I det engelske sprog er hans navn slet og ret synonymt med landsforræderi.

I den forstand har Quisling, der som sit forbillede, Adolf Hitler, drømte om et arisk 'tusindårsrige', fået en betydning, der lever videre længe efter hans død.

Sådan havde det dog næppe været, hvis ikke Quisling så ivrigt havde optrådt som marionet for tyskerne i kølvandet på den norske regerings flugt til Storbritannien i 1940. Den ændrede politiske situation skaffede for en kort stund Quisling en magtposition, som hans eget parti ikke havde været i nærheden af.

Faktisk led NS to forsmædelige nederlag i de to valg til Stortinget, partiet deltog i 1933 og 1936. Stemmetilslutningen mere end antydede, at den organiserede nazisme i Norge var et marginalt fænomen, og som ideologi må nazismen karakteriseres som en detalje i norsk historie.

Forklaringen er, ifølge de to norske historikere Hans Olof Brevig og Ivo de Figueiredo, at nazisterne aldrig kunne blive enige om én kurs på grund af personlige og politiske modsætninger, og at de som følge heraf ikke formåede at etablere en slagkraftig bevægelse.

Med til forklaringsrækken hører også, at Quislings variant af nazismen først opstod på et tidspunkt, hvor Norge var ved at arbejde sig ud af den økonomiske krise efter det internationale børskrak i 1929, hvilket svækkede NS' appel som bølgebryder for en utilfreds befolkning.

De to historikere beskriver NS som en bevægelse, der havde ringe fornemmelse for den parlamentariske virkelighed og de økonomiske realiteter. De toneangivende kræfter i NS tordnede imod »jødetruslen« og »den røde revolutionsfare«, på trods af at der boede færre end 2.000 jøder i Norge, og at kommunismen var et randfænomen på linje med nazismen.


Realitetssans var ikke deres stærke side, men de organiserede nazister blev alligevel undsagt af de mere sværmeriske nazister for ikke at være tilstrækkelig radikale i deres racetænkning.

I en tankevækkende bog om ideologisk fanatisme og medløb skriver religionshistorikeren Terje Emberland, at blandt andre komponisten Geirr Tveitt, som i de senere år er blevet genopdaget, også internationalt, med stor begejstring dyrkede nyhedenskab og norrøne myter.

I tidsskriftet Ragnarok kritiserede Tveitt og hans meningsfæller blandt kunstnere og intellektuelle Quisling for at være alt for borgerlig og antirevolutionær i sit livssyn.

Tveitt rasede over, at hans idealer om pangermanisme og 'arisk socialisme' blev holdt nede af Quislings kristne holdninger, som i den excentriske komponists tolkning udgjorde en »racefremmed religion, som i tusinde år har prøvet at tilintetgøre den nordiske kultur«.

Kvaliteten i Terje Emberlands skildring af de kulturfilosofiske racister og deres forestillingsverden ligger i nuanceringen og udvidelsen af billedet af nationalsocialismen som ideologisk fænomen. Bogen tydeliggør, hvilke holdningsmæssige modsætninger og åndelige opgør der også fandtes inden for nazismens rækker, hvor f.eks. modernitetsangste antirationalistiske nyhedninge stødte frontalt sammen med teknologifascinerede kristne.

Tilsammen giver de to bøger et interessant og perspektivrigt indtryk af en politisk bevægelse, som aldrig blev rigtig flyvefærdig, men dog baskede tilstrækkeligt med vingerne til at skabe storm.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce