Det er få historiske personer beskåret at leve videre som begreber for eftertiden, men sådan er det med Vidkun Quisling, som i 1933 stiftede det nazistiske parti Nasjonal Samling (NS). I det engelske sprog er hans navn slet og ret synonymt med landsforræderi. I den forstand har Quisling, der som sit forbillede, Adolf Hitler, drømte om et arisk 'tusindårsrige', fået en betydning, der lever videre længe efter hans død. Sådan havde det dog næppe været, hvis ikke Quisling så ivrigt havde optrådt som marionet for tyskerne i kølvandet på den norske regerings flugt til Storbritannien i 1940. Den ændrede politiske situation skaffede for en kort stund Quisling en magtposition, som hans eget parti ikke havde været i nærheden af. Faktisk led NS to forsmædelige nederlag i de to valg til Stortinget, partiet deltog i 1933 og 1936. Stemmetilslutningen mere end antydede, at den organiserede nazisme i Norge var et marginalt fænomen, og som ideologi må nazismen karakteriseres som en detalje i norsk historie. Forklaringen er, ifølge de to norske historikere Hans Olof Brevig og Ivo de Figueiredo, at nazisterne aldrig kunne blive enige om én kurs på grund af personlige og politiske modsætninger, og at de som følge heraf ikke formåede at etablere en slagkraftig bevægelse. Med til forklaringsrækken hører også, at Quislings variant af nazismen først opstod på et tidspunkt, hvor Norge var ved at arbejde sig ud af den økonomiske krise efter det internationale børskrak i 1929, hvilket svækkede NS' appel som bølgebryder for en utilfreds befolkning. De to historikere beskriver NS som en bevægelse, der havde ringe fornemmelse for den parlamentariske virkelighed og de økonomiske realiteter. De toneangivende kræfter i NS tordnede imod »jødetruslen« og »den røde revolutionsfare«, på trods af at der boede færre end 2.000 jøder i Norge, og at kommunismen var et randfænomen på linje med nazismen.