'På Roskilde' er en bog om den engang så forkætrede og nu om stunder mindst lige så institutionaliserede Roskilde Festival, (sammen)skrevet af Politikens sympatiske rockskribent og -journalist Erik Jensen, hvis virke i det daglige bærer præg af stor kærlighed til stofområdet, som han skam tager alvorligt - men så heller ikke alvorligere. Jensen har aldrig glemt, at rock også er sjov og ballade, til gengæld virker det som om hans vestjyske aner forbyder ham at tildele rocken en decideret kunstnerisk dimension. Jensens letflydende stil - han er alle forbehold til trods en ikke ueffen stilist - er, hvad man nu om stunder vel tør kalde brugervenlig; med hensynet til læsbarhed og imødekommenhed over for læseren som det primære ville det være synd at påstå, at Jensen gør tingene sværere, end de ser ud til at være. Styrken ligger i formidlingen - ofte på bekostning af den kritiske analyse, hvilket også er tilfældet med 'På Roskilde', der primært kredser om festivalens positive aspekter, set i fanhøjde. De mange væsensforskellige tekster - i stor stil suppleret med fotos - der tilsammen udgør bogens 256 sider, er således rige på genkendelsens glæde, hvorimod der er langt mellem egentlige erkendelser, afdækning af skjulte sammenhænge og nye vinkler, hvis sådanne overhovedet forekommer. Måske stikker de implicit hovedet frem her og der, men ikke nok til, at forfatteren føler sig foranlediget - eller anfægtet - til at brede dem ud. Det betyder, at styrken i det layoutmæssigt indbydende hyldestskrift 'På Roskilde' går på fænomenets bredde - hele vejen igennem på bekostning af dybden. Vinklen er kalejdoskopisk, journalistisk og altomfattende, hvorfor læseren får lidt at vide om en masse, men i sidste ende ikke stort andet, end man har kunnet læse sig til i skribentens eget dagblad ned gennem de sidste mange år, idet de to parter - avisen og festivalen - for længst har indgået et velfungerende fornuftsægteskab.