Det begynder næsten som en film i sig selv. Sådan lidt i retning af Francois Truffauts film 'Den amerikanske nat': Her kommer tidens hotteste filmdiva ned fra himlen i sit jetfly. Her lander 1940'ernes film noir-films sidste femme fatale sammen med en anerkendt, men mindre kendt teaterskuespiller fra New York. Her er den håbefulde lovende ungersvend med et par interessante biroller i sin bagage. Så har vi karakterskuespillere af begge køn i forskellige aldre. Svensk films grand old lady melder sig. Siden et par tunge drenge fra gamle film, en skriver nu helst på sine erindringer, en anden har været på alt undtagen rulleskøjter. Tavst, professionelt og mere beskedent samles så kamerafolk, runnere, scripters, instruktørassistenter, producere, lydfolk og et par wannabes. Så venter man. Ikke på Godot, men på noget næsten lige så guddommeligt. Nemlig på den geniale instruktør, hvis hjerne, øje og hænder forløser selv det mest mærkelige manuskript til stor kunst. Vi ved, at fødslen vil blive svær. Der vil blive grædt og leet, nogen vil forelske sig i hinanden, andre vil hade inderligt, og måske i sidste ende vil en ny stjerne blive født, i hvert fald noget, som ligner en film. Sådan går det, og sådan går det alligevel ikke helt her. Ikke i Hollywood, men i Trollywood, et flamboyant navn for en trist svensk udørk ved navn Trollhättan. Stedet, hvor man i vinteren 2002 optog Lars von Triers 'Dogville'. Og når denne produktion forløb noget anderledes end alle andre, skyldes det hele stilen, stedet og det brogede sammenrend. Samtlige skuespillere bliver bogstaveligt muret inde i en stor hal, næsten som en spøjs blanding af Sartres 'Lukkede døre', 'Big Brother' og skolens obligatoriske lejrtur. Vi er alle i samme båd, og alle er på hele tiden, man kan ikke bare trække sig tilbage og først dukke op til de scener, man er med i. Guds øje, dvs. instruktørens kameraer, ser alt, derinde i rummet, hvor en by består af kridtstreger, dialoger og rekvisitter!