Jørgen Jensens store fortælling om Danmarks oldtid er nu nået til den ældre jernalder, fra 500 før Kristus til 400 efter. Det var dramatiske århundreder præget af voldsomme krige, herom fortæller de mange fund fra moser og gravhøje, men hvad kampene gjaldt, ved vi ikke. Vi kender heller ikke navnene på de høvdinge, der mellem 150 og 300 e.Kr. blev gravsat i Himlingøje og Varpelev på Stevns omgivet af pragtgenstande, guldsmykker og romerske glas. Fundene vidner om tætte kontakter til det europæiske kontinent. Høvdingene fra Stevns og deres undergivne kan meget vel have deltaget i de samtidige krige på kontinentet mellem romere og germanske stammer. Ikke nødvendigvis på de germanske stammefrænders side, mange nordeuropæere har gjort tjeneste i den romerske hær. Hvad har de ikke kunnet fortælle i den sjællandske hjemstavn om en verden med byer og store stenbygninger? Nogle har måske endda set storbyen Rom med alle pragtbygningerne: triumfbuerne, Pantheon, Colosseum, Trajans Marked og Caracallas Termer.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























