Da den muntre duo Monrad & Rislund i 1986 erklærede, at »Øl er Gud - Gud er øl«, var de formentlig slet ikke klar over, at de med et slag havde etableret sig som chefpsalmister for den samlede danske ølmenighed. Den var nemlig slet ikke trådt i karakter endnu. Tværtimod levede hele den danske befolkning i en lykkelig og temmelig bøvsende forestilling om, at det tynde, pisgule skummende sjask, de kastede i kloakken tidligt som silde, var det bedste i verden. For det sagde man jo med karakteristisk og uklædelig dansk brovten: »Dansk øl er verdens fineste«, inden man flåede kapslen af endnu en discountbajer fra Netto og skyllede den ned, som gjaldt det verdens frelse. Og hvordan kunne man dog også tro andet, når nu den danske pilsner stort var eneste tilbud på hylden i supermarkederne, og selveste nobelpristageren Johs. V. Jensen havde lovprist det ravgule bryg i digtet 'Ved frokosten'. Sandheden var imidlertid en ganske anden: at det danske øl engang havde været i verdensklasse, men for størstedelens vedkommende var regrederet til et banalt konsumprodukt, som, hvis bare det var tilstrækkelig koldt, i hvert fald ikke smagte decideret grimt, men som til gengæld heller ikke afstedkom lyriske falbelader a la vinskribenternes besyngelser af farve og aroma med henvisning til nysløet hø og eksotiske krydderier. Øl var noget, man drak, fordi man var tørstig. Og de præferencer, almindelige mennesker kunne have på området, begrænsede sig til, om man foretrak Hof eller Tuborg. Udenlandsk øl blev kun drukket nødtvungent. I tilfælde af strejke, eller hvis baren på det spanske hotel, hvor man tilbragte sin sommerferie, ikke havde sørget for tilstrækkelige lagre af vort hjemlands vemodigt skummende bryg. Sådan er det heldigvis ikke længere. En hel del danske øldrikkere har fået smagsløgene op for verden uden for Valby Bakke, og foreningen Danske Ølentusiaster er gået fra at være en sammenspist klub for ølnørder til noget, der ligner en folkebevægelse i en sådan grad, at den ved opstilling til et folketingsvalg givetvis ville høste tilstrækkeligt med stemmer til at kunne kræve tunge ministerposter i regeringen. Flere og flere erfarer med egne ganer, at tysk, belgisk, østrigsk, britisk og tjekkisk øl smager klart bedre end den danske gennemsnitspilsner, der faktisk kun reelt undergås af svensk folkhemmet-Prips, norsk Ringnes og amerikansk dåsebajer, der som bekendt sammenlignes med at bolle i en robåd, fordi det er fucking close to water. Få fugtet indvoldene I dag er øl igen på dagsordenen. Selvom de samlede salgstal daler, er øl in. Den store, tidligere danske bryggerikoncern Carlsberg har været nødt til at tage sig sammen og er begyndt at produktudvikle igen. For at kunne tage kampen op med de udenlandske ølsorter, der strømmer fra hanerne på de danske værtshuse og ned gennem ølelskernes spiserør. Og i supermarkederne må Carlsberg, Tuborg, Wibroe, Albani og alle de andre kendte mærker finde i sig at stå side om side med tjekkisk Urquell, belgisk Chimay og diverse former for britisk bajer. Det er ikke længere socialt stigmatiserende at servere øl til maden, når man har gæster - også hvis menuen står på andet end skipperlapskovs, biksemad eller stegt flæsk med persillesovs. Men det skal helst være eksklusive mærker som Semper Ardens fra Carlsberg , Indian Pale Ale fra det nordsjællandske mikrobryggeri Brøckhouse eller Classic fra bornholmske Svaneke Bryghus, der alle leveres i store 70-centiliters flasker og koster det samme som halvgode californiske vine. I eftermiddag åbner Valby-Hallen dørene til Ølfestival 2003. Det er tredje gang, Danske Ølentusiaster ringer ind til en weekend, hvor humlehermeneutikere og maltmanikere kan lade deres smagsløg udfordre, svinge bægrene og få fugtet indvoldene med noget seriøst øl fra ind- og udland. Og en ting er sikkert: Det lavoktane fadøl, der normalt udskænkes i hallen i forbindelse med rockkoncerter og diverse sportsbegivenheder, vil være lige så fraværende som Erik Ninn-Hansen ved den tamilsk-danske venskabsforenings julefrokost. Til gengæld vil det akustisk direkte væmmelige rum med stor sandsynlighed summe af dybsindige samtaler om malttyper og bøhmisk undergær. Der vil blive smagt, sunket og kommenteret med samme begejstrede overskud, som når en gruppe nyudklækkede gymnasielærere diskuterer tendenser i moderne pædagogisk forskning. For Danmark har fået en ølkultur med den obligate skare af aficionados, der med konvertittens ildhu debatterer retningslinjerne for den sande tro. Hit med 220 hektoliter øl Og som et udtryk for, at ølbølgen vitterligt har taget land i dronningens Danmark, udgiver Morten Korch-kenderen, Peter Malberg-biografen og ølskribenten Carsten Berthelsen bogen 'Ølrejsen' med undertitlen 'en rejse i øl og kultur - og ølkultur' på Forlaget Cicero. Berthelsens hjerte banker varmt for det gode øl og de oplevelser, det giver, hvis man rejser ud og drikker det, hvor det brygges. Han har gennem de sidste mange år, blandt andet i selskab med Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornung, viser det sig på bogens sidste sider, rejst rundt i Europa og smagt på varerne; og med sine erfaringer som udgangspunkt har han lagt rejseplanen for den ultimative ølrejse Men han har ikke nøjedes med at sidde på tilrøgede østrigske ølstuer og lade vommen fyldes og sindet blive sentimentalt, selv om han ikke lægger skjul på, at der er tale om 'a sentimental journey'. Han har samtidig udforsket sindelag og seværdigheder i de besøgte lande: Tyskland, Tjekkiet, Østrig og det ølparadisiske Belgien. Nice work, if you can get it, må man sige. Bogen er på alle måder overdådig. Fra første slurk Elephant fra phad på Københavns Hovedbanegård til flyveturen hjem fra Bruxelles en rum tid senere. For i rejsens løb kommer man som læser på en ufattelig rig og velresearchet tur rundt i øllets arena med Carsten Berthelsen som beleven, belæst og moderat kulturkritisk flanerende guide. Man får lejlighed til at nyde øl og pølser i Wagner-dyrkernes mekka, Bayreuth, med hele historien om festspillenes tilblivelse som anekdotisk snack. Slår et smut omkring Goethes Weimar og napper en enkelt der, mens man læser lidt om den store tyske digter. Inden turen raskt går videre til Marienbad og ikke mindst Plzen, hvor den moderne pilsners vugge stod for mange hundrede år siden. Carsten Berthelsen er en behagelig skribent. At læse hans ukrukkede prosa er mindst lige så fornøjeligt som at læske ganen med det øl, der er hans brændstof på rejsen. Steder, personer, katedraler og skikke fremmanes med en sådan plasticitet, at det næsten ikke havde været nødvendigt med de ødsle illustrationer, bogen er forsynet med. Den gode rejseleder kender ikke alene sin europæiske kulturhistorie så godt som sin egen ølsmag, han svømmer også formelig over af begavede observationer. Blandt andet opregner han et antal tyske udtryk, hvori øl indgår. Eksempelvis siger man om en håbløs person, at 'på ham er malt og humle spildt'. Vedkommende er ganske enkelt ikke værd at byde en bajer. Eller hvis noget ikke rager én en bajer: 'Das ist nicht mein Bier'. For slet ikke at tale om det pragtfulde udtryk for en beåndet brandert: At være 'bierselig', ølsalig; noget ganske andet end den traditionelle danske øllede rus. 'Ølrejsen' er en rejsefører af den absolut anvendelige slags. Man gribes af både tørst og udlængsel, mens man vender siderne; hele tiden begejstret hungrende efter flere historier af typen, at da svenske tropper i 1632 invaderede München, krævede de 220 hektoliter øl som betaling for ikke at plyndre og ødelægge byen - det var inden 'nykterhetsrörelsen', som forfatteren underspillet cool bemærker. Man bliver fuld - af viden. Øl er godt. Øl er sundt. Giv børnene øl på skolemaden, som en tænker engang skrev. Hvorom alting er, så er øllet back in town i fineste form. Man kan starte med at læse Carsten Berthelsens bog. Gå til Ølfestival i Valby-Hallen. Og planlægge at tage til Marienbad på ølferie. Man kan også lade være og bare blive hjemme og drikke en kold bajer. Og måske er øl ikke helt Gud. Sågar ikke engang et grundstof. Men det smager dejligt og krummer ikke i sengen. Skål.