Som om man ikke havde problemer nok i forvejen. Med at komme igennem til pladsanvisningen. Med at få børnenes sokker - og sko - til at passe sammen hver morgen. Med at se, læse og forstå sin toethalvtårige datter, når hun for syvogtyvetusinde gang forlader sin seng om aftenen for at spille amerikanske rockklassikere på sin nye jukeboks. Som om man ikke kunne tænke sig at bruge de sidste to minutter af sit vågne døgn på andet end at blive hånet hele vejen gennem et pastelhelvede i bogform, der burde have titlen 'indretning for familier med ikkeallergiske børn, økologiske sengestolper og hjemmesyede antikrølgardiner'. Det kunne man. Man har andet at lave, og det nederste på to do-listen ligger mælkeveje fra fremstilling af pepitaternede pigekjoler med matchende kludedukker. Derfor får synet af den slags bøger det værste frem i én. Man kigger efter døde dyr i krogene, får lyst til at skyde den sidste udrydningstruede panda og smide den stadig blødende ind mellem plysbamserne i den hvidpigmenterede køjeseng. Man kigger efter utøj i børnenes blonde hår. Man får lyst til at kyle den hjemmelavede sækkestol ind i pejsen, som brænder lystigt i den gamle kystvilla ved Sundet. Samme vej må træbarnevognen i miniature, enten af typen 'fundet på et loppemarked' eller 'autentisk containerfund'. Man jubler ved synet af en forræderisk plastikfigur, der står halvvejs i skjul bag en håndskåret dyreflok i træ. Med kirurgisk tunnelsyn observerer man den ikke-økologiske Arla-karton bag de grovvalsede havregryn i emaljeskålen.
Maximillians mor gider - vi gider i hvert fald ikke
Lyt til artiklen
