Hvor kynisk det end lyder, kan en forfatters død jo være en fordel for forfatterskabet. I de unge dødes tilfælde selvfølgelig, fordi deres død og skrift, mening og martyrium smelter sammen på myteplanet. I andre tilfælde modsat: Afslutningen af det personlige liv giver forfatterskabet en chance for at blive læst mere uhildet. Det sidste bliver Henrik Stangerups fordel. For ganske vist var han morsom, original og generøs, men også en »knarvorn knortekæp i mange polemikker« og dertil »forfængelig« og »fandens stædig«; han var ligefrem »ulideligt egocentrisk og dæmonbesat«, »selv hans familie og nærmeste venner blev ofte overtromlet af hans kolossale ego« - lød det ved hans død 4. juli 1998. Endda i mindeordene fra hans nærmeste venner! Samme tromlevirkning gjorde nok hans mere eller mindre åbenlyst selvbiografiske fiktion - fra debutromanen 'Slangen i brystet' (1969) til desperadoerindringerne 'Fjenden i forkøbet' (1978) - fladere i mange læseres øjne, end de nu tager sig ud, allerede fem år efter hans død. Forfatterens privatperson stod i lyset for værkerne. Mens det blev et vendepunkt, da han omsider skrev »en roman i tredje person«, nemlig den første af romantrilogien om de kierkegaardske stadier, 'Vejen til Lagoa Santa' (1981), 'Det er svært at dø i Dieppe' (1985) og 'Broder Jacob' (1991). Med den trilogi blev han en af sin tids største nordiske forfattere, over- og værdsat på ti andre sprog, frem for alt hans andre hjemlande, Frankrig og Brasilien. Opfordringen til at skrive i tredje person, forglemme sig selv for stoffet, ligger smukt i forlængelse af den evne, Stangerup selv hyldede sin far, den konservative kritiker og litteraturprofessor Hakon Stangerup for ved hans død i 1976: »dette at kunne fortabe sig i noget uden for sig selv ... at kunne begejstres«. Men i 1980 kom opfordringen fra Stangerups brasilianske ven og oversætter Per Johns, véd vi fra hans store essay om romanens tilblivelse.