0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Veritabel polemiker

Autoritativt udvalg af den evigt kampklare debattør Henrik Stangerups journalistik og essayistik tegner et skarpt billede af et halvt århundredes kulturdebat og giver synspunkterne nyt liv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor kynisk det end lyder, kan en forfatters død jo være en fordel for forfatterskabet. I de unge dødes tilfælde selvfølgelig, fordi deres død og skrift, mening og martyrium smelter sammen på myteplanet. I andre tilfælde modsat: Afslutningen af det personlige liv giver forfatterskabet en chance for at blive læst mere uhildet.

Det sidste bliver Henrik Stangerups fordel. For ganske vist var han morsom, original og generøs, men også en »knarvorn knortekæp i mange polemikker« og dertil »forfængelig« og »fandens stædig«; han var ligefrem »ulideligt egocentrisk og dæmonbesat«, »selv hans familie og nærmeste venner blev ofte overtromlet af hans kolossale ego« - lød det ved hans død 4. juli 1998. Endda i mindeordene fra hans nærmeste venner!

Samme tromlevirkning gjorde nok hans mere eller mindre åbenlyst selvbiografiske fiktion - fra debutromanen 'Slangen i brystet' (1969) til desperadoerindringerne 'Fjenden i forkøbet' (1978) - fladere i mange læseres øjne, end de nu tager sig ud, allerede fem år efter hans død.

Forfatterens privatperson stod i lyset for værkerne. Mens det blev et vendepunkt, da han omsider skrev »en roman i tredje person«, nemlig den første af romantrilogien om de kierkegaardske stadier, 'Vejen til Lagoa Santa' (1981), 'Det er svært at dø i Dieppe' (1985) og 'Broder Jacob' (1991).

Med den trilogi blev han en af sin tids største nordiske forfattere, over- og værdsat på ti andre sprog, frem for alt hans andre hjemlande, Frankrig og Brasilien.

Opfordringen til at skrive i tredje person, forglemme sig selv for stoffet, ligger smukt i forlængelse af den evne, Stangerup selv hyldede sin far, den konservative kritiker og litteraturprofessor Hakon Stangerup for ved hans død i 1976: »dette at kunne fortabe sig i noget uden for sig selv ... at kunne begejstres«. Men i 1980 kom opfordringen fra Stangerups brasilianske ven og oversætter Per Johns, véd vi fra hans store essay om romanens tilblivelse.


Begge de tekster indgår - med deres typiske blanding af det filosofisk-analytiske og det privatanekdotiske - i afsnittet om 'Liv og egne værker', det første af de syv temaer eller motivkredse, der organiserer dette store, autoritative udvalg af den anden side af hans forfatterskab, det essayistiske og journalistiske.

Udvalget er foretaget af hans søn i fællesskab med hans ældste ven og litterære eksekutor, der alene står for tekstredaktionen. De andre afsnits overskrifter lyder: 'Paris, Frankrig, Nordafrika', 'Fra Brasilien til Caraibien', 'Skribenter og bøger', 'Film', 'Litteratur- og kulturdebat', 'Kulturkritik og samfundsdebat'. Altså med rige muligheder for overlapninger, men i hvert afsnit trykkes teksterne i kronologisk rækkefølge, så man kan selv krydsklippe mellem afsnittene.

Stangerups essays m.m. udkom i tolv bind gennem årene, men udvalget her trykker også bidrag, der aldrig har været i bogform før, og rækker fra en Aktuelt-artikel fra 1956 om 'Flygtninge' (trykt i lørdags her i Politiken) og hans tidlige interview med Volmer-Sørensen i Studenterbladet 1959 til det sidste interview med Stangerup selv i Politiken 1998.

Samme halve århundrede, for resten, som sidste uges udvalg af og om Torben Ulrich - og hvor originale og intense i analyse og sansning de end begge er, kan mere diametrale modsætninger i temperament vel vanskeligt opdrives.


»Mine kronikker og essays er min form for dagbøger; her kan jeg samle mine tanker og oplevelser. Erindringer om man vil«, skrev Stangerup i et af de sidste store essays om 'At skrive eller dø'; men artiklerne er nu meget mere end dét: Læst med tidens afstand til begivenhederne og nu også personen danner de et skarpt billede af et halvt århundredes kulturdebat, »en tidebog«, kalder Hertel udvalget - og ofte altså troldspejlets tidsbillede:

»Han var stolt af kælenavnet Erasmus Modsat, fordi det lugtede lidt af humanisten Erasmus af Rotterdam. Men hans modstandere så ham mere som Erasmus Montanus, den bedrevidende, trættekære Disputierteufel, og tit blev han sammenlignet med Erasmus' frankofile storebror, Jean de France«, skriver Hertel og fatstægger hans position: »Politisk tilhørte han, fra først til sidst, centrum-venstre omkring Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre«.

Dét vil komme bag på en del, ikke for intet blev han jo i halvfjerdserne »venstrefløjens prügelknabe nr. 1«, men går man teksterne efter, står positionen fast: Han advarer tidligt mod stalinismen og den politiske fundamentalisme, frem for alt mod utopierne:

»For ham førte enhver utopi lige lukt til totalitarisme og Pol Pot. Han skelnede ikke mellem ægte uafhængige kulturradikale der angreb al ufrihed, og dem der lod sig omfavne af naive eller kyniske kommunistiske fredsduer. Det var bare 'kulturradikale' som ét fedt og uspecificeret skældsord«, formulerer Hertel det, så distancen til den gamle ven på dette punkt er præciseret, samtidig med, at enhver kan genkende tonen fra vor egen tid og de debattører, der mener, at historien har givet Stangerup fuldkommen ret.

Men mange af dem skulle Stangerup selv meget have sig frabedt at blive omklamret af. Hans kritik af højrepopulismen - fra Lech Walesa til Søren Krarup - såvel som borgerskabets diskrete gnieragtighed over for samfundets svageste var lige så hvas, han nedgjorde med såret energi både socialdemokratisk kontrolliderlighed og moderne mediepolitik, funktionsradioens tidsbesættende og fordybelsesfjendske nyhedsbombardement: »Vid alt, forstå intet!«.

Med en af vennerne fra læreårene med fransk film, Alexandre Astruc, frygtede romanforfatteren og samfundsrevseren det »mørke af fiktion«, kulturindustrierne har nedsænket os i.