Tredje bind af Dansk Udenrigspolitiks Historie, der omhandler de hundrede år fra Napoleons fald i 1814 til udbruddet af Første Verdenskrig, er en fornøjelse at læse. De to forfattere, Claus Bjørn og Carsten Due-Nielsen, skriver begge godt og med overblik. Det var en periode, hvor Danmark forvandledes fra en multinational stat til en rent dansk nationalstat. Det var ikke en udvikling, man ønskede, men resultatet af en fejlslagen udenrigspolitik, hvilket kom til udtryk ved tabet af Norge i 1814 og afståelsen af Slesvig og Holsten i 1864. Forudsætningerne for nederlagene kan til en vis grad søges i nationale modsætninger, men afgørende var dog stormagternes interesser. Claus Bjørns fremstilling af perioden fra 1814 til 1864 er præget af forfatterens sikre jugement og indføling i tidens tankegang og mentalitet. Han forstår aktørerne og deres reaktioner og er derfor både fair og tilbageholdende i sine vurderinger. Der gives ikke karakter, bebrejdelser og bedreviden er ikke Claus Bjørns sag. Det betyder ikke, at han er ukritisk over for personerne, men kritikken er ofte gemt godt af vejen i mildt ironiske bisætninger. Traditionelt har der været en tendens til at tilskrive nederlaget i 1864 en blanding af dansk selvovervurdering og dumstædighed, men Claus Bjørn fremhæver, at det i væsentlig grad skyldtes, at stormagterne, først og fremmest England og Rusland, selv svigtede eller i hvert fald ikke gjorde tilstrækkeligt for at sikre opretholdelsen af de aftaler, de selv havde formuleret efter krigen 1848-50.
Nederlag og mummespil
Lyt til artiklen
