Der tales en del om, at vi har et instruktørteater for tiden - ikke et dramatiker- eller et skuespillerteater. Meningen er den, at tidens iscenesættere holder deres profession oppe med en bevidst ærekær holdning til kunsten at iscenesætte - at de ikke er bange for hverken dramatikere eller skuespillere, at de ønsker respekt for deres arbejde og har en vis selvfølelse forbundet med det. Mette Nybos interviewbog med femten fremtrædende danske sceneinstruktører fremhæver den holdning og viser, at hun er god til at lytte og god til at skabe tillid hos den person, hun taler med. De femten medvirkende er bl.a. Jan Maagaard, Kaspar Rostrup, Klaus Hoffmeyer, Kasper Bech Holten, Katrine Wiedemann, Peter Langdal, Staffan Valdemar Holm, Alexa Ther og Madeleine Røn Juul - eller alt i alt tolv mand og tre kvinder. Fordelingen kunne antyde det indtryk, som bogen overordnet giver, at instruktøropgaven er grundlæggende autoritær, et spørgsmål om en fast idé og vilje, der imødekommes - om end der er flere måder at arbejde på. De fleste har haft en idé med iscenesættelsen fra starten. De påberåber sig en intuitiv, men basalt demokratisk dialog om metoder og arrangementer - og de fleste er ikke her så optagede af at beskrive deres arbejdes frustrationer og begrænsninger. Bogen har præg af at være en smule forsinket. Sam Besekow er med, og Jens Kistrup er levende (og respekteret), Kasper Holten er lige blevet operachef i en alder af 27 år. Hans kommentarer om operainstruktion er spændende - opera er ekstase og følelser, ikke realisme, og teater er fundamentalt en fælles leg: Klokken er otte, vi leger, at tæppet går, og vi er i Toscana, vi ved godt, det ikke er sandt, men selve legen er livsnødvendig. En mental kraftkilde. Han mener også, at operaens moderne krav om koncentration og dramatisk performance har gjort kvaliteten af opera i dag højere, end den var. Hvortil jo er at sige - at f.eks. Maria Callas, Elisabeth Schwarzkopf og Irmgard Seefried nu heller ikke var så ringe endda.