Kristelig pædagogik - er det en særlig metode til kristen oplæring? Eller den form for undervisning, der bedrives på kristne friskoler? Svaret er både ja og nej. Men mest nej, for bogen vil mere end blot at være en hjælp til lærere, forældre og teologer om, hvordan de griber en religiøst baseret undervisning an. Dens mål er i stedet en mere grundlæggende placering af pædagogiske overvejelser i forhold til den opfattelse, at mennesket er skabt af Gud, mennesket er et syndigt væsen - og mennesket er henvist til en frelse ved netop denne tro. Kan der komme en pædagogik ud af det, der er brugbar - også uden for de troendes kreds? Forfatteren er klar over det lidt besynderlige i sit ærinde, al den stund kristendom handler om menneskets frelse, pædagogikken om menneskets opdragelse. Og når man ikke kan opdrage til frelse, hvad skal man så med pædagogikken? Når nu de ti bud, evangelierne, Luthers udlægninger og meget andet er tilstrækkeligt til troen, hvor kommer så relevansen af en pædagogik? Svaret er, at kristne opdragere er forpligtet på at skabe en pædagogisk praksis, der 'ærer Gud og tjener næsten'. Derfor er kristen pædagogik også altid baseret på en forkyndelse af det kristne budskab.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























