De rejste og rejste
og hver en ø eller fjord,
hvert et næs eller fjeld
fik navn til ære for denne og hin
og for dem selv.

De rejste og rejste
Og rejste tilbage
Med kort over landet
Beskrevet til hæder og ære
Medaljer med mere
For at have berejst et land
Hvor mennesker lever og bor. Britten Bravo og svenskeren Sörlin har sammen udgivet et værk, der prøver at se på, hvilke billeder vi her i Norden gør os af de arktiske områder, samt hvorfor og hvordan de er opstået. Det sidste handler ovenstående digt af den grønlandske digter og samfundsdebattør Arqaluk Lynge om. Arktis lå lige for som det område, vi skandinaver kunne ekspandere vores eventyrlyst og videbegær ud i samt vende tilbage fra med helteglorier, fordi vi ved gennemførelse af de farefulde færder havde gjort vort land ære. Og større. Ved at beskrive 'de andre' som anderledes var det endelig med til at fastlægge vor egen identitet. Digtet bruges af den danske forsker Kirsten Thisted som indledning til hendes afsluttende afsnit om Peter Høegs 'Frøken Smillas fornemmelse for sne'. For selv om Peter Høeg ikke selv hører til polarfarerne, er hans roman ifølge Thisted afgørende præget af de indtryk, han som alle andre danskere har fået gennem den allerede eksisterende litteratur - det som med et fint ord kaldes intertekstualitet - og det hvad enten vi har læst den eller ej. Det er her først og fremmest Knud Rasmussen, der er billeddanner. Kirsten Thisted gør opmærksom på at selv om grønlænderne, inklusive Thuleeskimoerne, for længst kunne skrive og læse og selv var begyndt at nedfælde og endog udgive deres historier (f.eks. i Grønlandsposten i 1860'erne), var det Knud Rasmussen magtpåliggende at give indtrykket af en rent mundtlig tradition.