Der skulle jo blive en kunstner af Ib Spang Olsen, men faktisk var han et uheld. Hans far sagde det ligeud, og hans mor søgte at abortere, for der var ikke råd til barn nr. tre i byggeforeningshuset i Engelstedsgade på det østlige Nørrebro, der så gerne ville hedde Østerbro. Alligevel blev der hjerterum til unge Olsen på de 24 kvadratmeter, og her fortæller den 82-årige om sit liv fra fødeåret 1921 til sit eget gennembrudsår 1948, ledsaget af tegninger. Man møder forældre, søskende og familien i Skovlunde - principfaste kvinder og håndværkere med hænder som skovlblade og tilsvarende politisk engagement. Og man er med på Vognmandsmarkens Skole og på drengenes cykelstrejftog. Deres revir strækker sig fra Bagsværd Fort og Dyrehaven til Sydhavnens bilfabrikker, fra prærien på Ingeniørfælleden til Frihavnen og Nørrebros forbudte eldoradoer af kolonihaver, tømmer- og lagerpladser. Herlig læsning.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























