Vi ser dem ustandselig i reklamefilmene i tv, far og mor og de to børn, en dreng og en pige, den hellige danske kernefamilie. Idealet, som får lov at dominere, ikke alene når der skal sælges morgenknas og skyllemiddel, men også, når der skal tales politik. I virkeligheden er idyllen en social parentes i den danske familiehistorie, opstået i slutningen af 1920'erne med den hjemmegående husmors stjernestund i 1950'erne. Hvis man ellers kan kalde det at gå hjemme og passe en to et halvt værelses lejlighed og et eller to børn dag ud og dag ind, år efter år, som en stjernestund for fuldvoksne kvinder. Min mor kunne et trick med at lægge et tykt badehåndklæde sammen flere gange og skrige ned i det. Andre fik rengøringsvanvid. Sådan fandt de hver især deres udveje. Men tingene har flyttet sig, og en familiestruktur, der bygger på et livslangt ægteskab, er ikke mere dominerende i Danmark. Der er skilsmisser og serielt monogami, der er parforhold med partnere af samme køn, der er flere og flere kvinder, der vælger at leve alene med deres børn. Der er enlige kvinder, og sågar nu også den første mand, som har fået mulighed for at adoptere. Og så er der donorbørnene og hele debatten om rimeligheden i, at lesbiske skal have lov at blive inseminerede eller adoptere. Meget af debatten foregår hen over hovedet på dem, den handler om. Det råder Pernille Stensgaards 'Mor, børn og far - 16 interviews med ikke-kernefamilier' bod på.
Findes der anden lykke end kernefamilielykke?
Lyt til artiklen
