Det er næppe sandsynligt, at Saddam Hussein anskaffer sig et eksemplar af denne bog, men hvis det mod forventning skulle være tilfældet, må hans blod fryse til is: Sort på hvidt og med alskens tabeller og andre listige opstillinger præsenteres 'Verdens stærkeste hærstyrker'. Og det er bestemt ikke rar læsning, hvis man sidder i et regeringspalads i Bagdad og overvejer muligheden af en krig mod USA. Hvis Saddam spørger sig selv 'skal, skal ikke', kan vi kvit og frit råde ham til 'skal ikke'. Richard Bennets letlæste bog, som rummer et hav af farverige fotografier af soldater, tanks, flyvemaskiner og helikoptere udstiller nemlig, hvor voldsom en forskel der er i styrkeforholdet mellem det, der for tiden beskrives som en geopolitisk boksekamp i sværvægtsklassen, USA vs. Irak. Men nej, hvor den ene part er en militær sværvægter, er den anden part en fluevægter uden skyggen af chance for at tilføje sin mægtige modstander andet end et par småskrammer. Nok råder Saddam Hussein over regionens største hær med sine knap 400.000 tropper, men over for USA's mere end 470.000 mand (og det uden støtte fra f.eks. Storbritannien, Italien og Australien) og langt mere avancerede våbentyper, er der dømt nederlag 'big time', som man siger på den anden side af Atlanten.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























