»Prousts billeder, set i dette lys, er altid labyrintiske, elliptiske, barokke. Det er fremstillinger, omskrevne billeder, og deres løgnagtighed skal ses i relation til deres erkendelsesgrundlag: Der findes ikke et originalt billede, men kun kunstfærdige omskrivninger, derfor er omskrivning nødvendig, ja det er den eneste vej til sandheden om den sig unddragende verden«. Således skriver lektor Henning Goldbæk i sit ny, cirklende og komprimerede essay 'Marcel Proust og barokkens genkomst. En læsning af 'På sporet af den tabte tid''. Essayet falder i ti afsnit, der ormer sig vej gennem Wagner og Baudelaire, Benjamin og Ruskin i en tæt og detaljerig sammenfletning af rigtig mange strenge og lag i modernitetens kulturhistorie. Goldbæk er en både lidenskabelig og lærd Proustlæser samt ikke mindst ophavsmand til den smukke oversættelse af unge Prousts 'Glæder og dage'. Nu har han sat sig for at skrive en art opgørelse, ikke blot over sin Proustfascination, men også over den række af egne produktioner, der strækker sig tilbage til afhandlingerne om den tyske kulturfilosof Walter Benjamin og amerikaneren Edgar Allan Poe. For ret at kunne følge Goldbæk, er det en ubetinget fordel at kunne sin Hegel, Kant og Adorno samt ikke mindst Benjamin, Deleuze og en række prominente Proustforskere fra Karl-Heinz Bohrer til Julia Kristeva. Ikke desto mindre er læsningen den megen umage og stedvise irritation værd. Goldbæk besidder uomtvisteligt et dybtgående kendskab til Prousts værk, og han forfægter en markant og relativt selvstændig tese om dets proveniens og indebyrd. Undertonen er polemisk mod særlig den del af Proustforskningen, der har villet gøre Proust til skaberen af det store, organiske, sanselige, harmoniske, forsonede og enhedslige romanværk. Hvis nu Prousts værk handler om tabet af barndommens idyl i tidens kværnen, er det muligt at foreslå, at erindringen og skriften er den motor, der tillader at erobre det for evigt tabte i kunstens skønne, kompensatoriske beholder ud fra den gamle devise, som siger, at livet er kort, men kunsten lang. Alt dette byder Goldbæk inderligt imod.