0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvil i fred

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvor der er liv, er der død. Og hvor der er død, er der grave, kæmpehøje, pompøse mausolæer, duer med hovedet på skrå eller bare en græsplæne, hvor alle bliver ukendte og adresseløse, uanset status i livet. Er det svært at forholde sig til den død, vi alle skylder for et liv, langt eller kort, kan man ikke undgå at forholde sig til de andres i sorg eller savn, men sjældent i ligegyldighed. Memento mori.

Den evige mindelse om døden og de døde slipper ingen for, men begravelseskulturen og kirkegårdskulturen er et område i evig forandring, og derfor er temaet et fascinerende aspekt af kulturhistorien, billedkunsten, litteraturen, naturopfattelsen ned til de mest banale konsekvenser: at døden stinker og smitter, hvis vi ikke rent fysisk får den af vejen.

Det har kunsthistorikeren Anne-Louise Sommer skrevet en smuk og fremragende bog om. Den hedder 'De dødes haver - Den moderne storbykirkegård'. Måske skulle den i eftertitlen have heddet 'Vejen til den moderne storbykirkegård', for det er en spændende udviklingshistorie, der kommer verden rundt inden for den vestlige kulturkreds, inden den ender på Mariebjerg Kirkegård og i en ny medieskabt virkelighed, der samtidig med, at den har døden som omdrejningspunkt, har gjort det sværere for både samfundet og den enkelte at se døden i øjnene.


»Døden er et uartigt og upassende anslag mod en ellers velfungerende og kontrolleret samfundsorden«, skriver forfatteren hen mod bogens slutning, hvor hun også antegner de nye situationer, der via medierne samler masserne i kollektive sorgmanifestationer med yderpunkter i World Trade Center og prinsesse Dianas død.

Det sidste var ikke mindst en påmindelse om forandringen i balancen mellem det private og det offentlige rum, som sorgen kommer til udtryk i: intimsfærens invasion af det offentlige rum.

Her konkluderer Anne-Louise Sommer, at de oplysninger, et gravmæle i dag rummer, enten har en så både intim og generaliseret betydning, eksempelvis 'Mor', at det mister enhver betydning som kommunikation i det offentlige rum, eller også at informationerne nok er righoldige og præcise, men holder sig inden for et yderst privat univers.

Sådan har det ikke altid været. I de store kirkegårdes opblomstringsperiode var deres gravmæler informative, fordi de skulle afspejle den afdødes betydning i ord eller ornamentik. Ved at mindes de dødes bedrifter kunne man inspireres til ædle gerninger.


Med udgangspunkt i antikkens nekropoler, egypterne, grækernes og romernes dødetraditioner og oldtidens kæmpehøje, bevæger bogen sig ind i, hvad Anne-Louise Sommer kalder den koreograferede natur, de elysiske marker, hvor de salige henlever deres efter-liv, som det kommer til udtryk i englændernes landskabelige havekultur, der er kilderne til kirkegårdene.

I disse anlæg, inspireret af Claude Lorains dybe indlevelse i den landskabelige skønhed, besjælet af Bibelens historier og Ovids og Vergils digtning, bliver gravsteder et naturligt element til fremmaning af den sødt, melankolske stemning i tiden. Kunstige ruiner var mindelser om alts forgængelighed. Det var en verden i skønhed, som stod i skrap kontrast til de overfyldte, sundhedsfarlige bykirkegårde i 1700-tallet.

Samtidig med at kunsthistorien rulles ud, er der konkrete beskrivelser af tidens samfundsforhold. I de højere sfærer tager Anne-Louise Sommer os med til filosoffen Rousseaus idylliske begravelse i 1778 på den romantiske poppelø ved godset Ermonville.

Sådan foregik det ikke i Paris. Frem mod 1700-tallets slutning stod det klart, at de døde var ved at blive en trussel mod de levende. Oplysningstidens fremmeste filosof, Voltaire, så det tidligt, og han rejste en hård kritik af den parisiske begravelsesmåde. Han skrev:

»De fattige, der ofte dør af smitsomme sygdomme, begraves hulter til bulter dér (Saints-Innocents), indimellem gnaver de omstrejfende hunde deres knogler, og tætte, kadaveragtige uddunstninger stiger op derfra. Det bringer pesten med sig i sommerens hede og i regn«.

Først efter Voltaires død, samme år som Rousseau, blev der taget fat på at opgrave og overføre tusindvis af lemfældigt begravede til nye katakomber syd for Paris, et arbejde, der med det aldrig svigtende ligsnageri blev lidt af en folkeforlystelse at følge med i.


Paris blev imidlertid foregangsby for andre af samtidens storbyer i kirkegårdsanliggender. I 1804 åbnede den berømteste af dem alle Père Lachaise. Den blev med sine fantasifulde og monumentale gravmæler ikke bare et forbillede for London og storbyerne i USA, men også en turistattraktion, hvortil turister stadig valfarter for se mindesmærker for Molière, Oscar Wilde, Edith Piaf for bare at nævne i flæng.

Englænderne blev fascineret af Père Lachaise i udformningen af victoriatidens kirkegårde, men med ofte bizarre udslag af epokens smag og konventioner. I London er det Kensal Green, Anne-Louise Sommer koncentrerer sig om som mønsterkirkegården, anskuet på baggrund af den engelske maler Constables glorificering af det engelske landskab i sine malerier.

I England bliver kirkegårdene et privat kommercielt foretagende med lukrative aktieafkast, og i det hele taget bliver død og begravelse stærkt kommercialiseret med sørgemagasiner, der også fremstiller sorte smykker. Forfatteren kunne såmænd også have nævnt, at det hæderkronede Wedgewood fremstillede særlige mourning sets, sort te- og kaffeservice. Det sentimentale sindelag i tiden fornægter sig ikke. Smagsforvirringen i gravmonumenterne er total, kristne og keltiske kors side om side, sørgende engle og barokke sarkofager.

Med imponerende indsigt og omhu, bringer bogen os til USA med digteren Henry Wadsworth Longfellow, en tidlig amerikaner i Paris, der i 1833 vender hjem med sin stemningsfulde beskrivelse afPère Lachaise. Igen spiller billedkunsten og naturopfattelsen ind. Amerikanerne har andre idealer, som malerne Thomas Cole og Asher B. Durand fremstiller i efterklang af Claude Lorrain.

Ensomheden og uberørtheden, som forfatteren Henry David Thoreau oplever og beskriver den fra sin bjælkehytte i skovene ved Walden Pond senere hen, spiller ind i udformingen af Mount Auburn Cemetary, som åbnes i 1831 i nærheden af Boston.

Også den har forfatteren besøgt, beskrevet og fotograferet. Modsat de europæiske kirkegårde, er der ingen hegn og gærder omkring gravene, ligesom der også sjældent er det om amerikanernes boliger, hvis de da ikke lige bor i Beverly Hills. Den amerikanske gravkultur, som den tegner sig i dag, oftest med let bevoksede, kuperede græsarealer med ensartede flade sten, er en smuk, enkel udformning af grænsefladen mellem de levendes og de dødes verden.


Med afstikkere til Sverige og Tyskland, bevæger 'De dødes haver' sig mod Danmark, hvor interessen samler sig om den geniale havearkitekt G.N. Brandt, hvis indsats for naturlighed og forenkling kommer stærkest til udtryk med anlægget af Mariebjerg Kirkegårds opdelte gravrum, der opfylder ønsket om fleksibilitet og en stram rationel plan.

Her er der taget hensyn til ønsker om kiste- eller urnegravsteder, individuelle grave eller de fællesgrave, der blev så udbredte i 1960'erne og '70'erne og næsten frem til i dag, hvor en ny og smagsmæssig diskutabel begravelseskultur vinder frem med lys og bamser og breve.

Samtidig afspejler Mariebjerg ved Gentofte det danske landskab med områder som engdraget, grøften, blomsterengen, skoven, marken og hegnet.

Selv om Brandt hentede inspiration fra Sverige og herrnhuternes begravelsesplads Guds Ager i Christiansfelt, er hans værk vor tids fornemste bud på de dødes have, hvis historie her er fremstillet med begavet grundighed og med så mange referencer og selvoplevelser på stederne, at Anne-Louise Sommers bog bliver noget så sjældent som et videnskabeligt værk med stor og bred underholdningsværdi.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce