Hvor der er liv, er der død. Og hvor der er død, er der grave, kæmpehøje, pompøse mausolæer, duer med hovedet på skrå eller bare en græsplæne, hvor alle bliver ukendte og adresseløse, uanset status i livet. Er det svært at forholde sig til den død, vi alle skylder for et liv, langt eller kort, kan man ikke undgå at forholde sig til de andres i sorg eller savn, men sjældent i ligegyldighed. Memento mori. Den evige mindelse om døden og de døde slipper ingen for, men begravelseskulturen og kirkegårdskulturen er et område i evig forandring, og derfor er temaet et fascinerende aspekt af kulturhistorien, billedkunsten, litteraturen, naturopfattelsen ned til de mest banale konsekvenser: at døden stinker og smitter, hvis vi ikke rent fysisk får den af vejen. Det har kunsthistorikeren Anne-Louise Sommer skrevet en smuk og fremragende bog om. Den hedder 'De dødes haver - Den moderne storbykirkegård'. Måske skulle den i eftertitlen have heddet 'Vejen til den moderne storbykirkegård', for det er en spændende udviklingshistorie, der kommer verden rundt inden for den vestlige kulturkreds, inden den ender på Mariebjerg Kirkegård og i en ny medieskabt virkelighed, der samtidig med, at den har døden som omdrejningspunkt, har gjort det sværere for både samfundet og den enkelte at se døden i øjnene.
Hvil i fred
Lyt til artiklen
