0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunst og (erhvervs)liv

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Los Angeles-tidsskriftet Documents er et forum for seriøst kunstskriveri. Alt er i sort-hvidt, artiklerne er ikke trykt mellem metervis af galleriannoncer, og sektionen for anmeldelser er mere end et forlegent appendiks. Det er altid godt at læse kunstkritik af en kaliber, hvor folk er parat til at myrde hinanden over receptionsspørgsmål - så ved man, at tingene bliver taget alvorligt.

I dette nummer af Documents dømmer David Deitcher og Rachel Haidu de hurtige og de døde i kunstverdenen efter en retrospektiv Gerhard Richter-udstilling på New Yorks MoMA. Her blev Richter iscenesat som europæisk mestermaler af den slags, traditionen med stort t kan hvile på skuldrene af. Deitcher og Haidu undrer sig over, om der ikke skulle være mere på spil hos Richter.

I deres artikel 'Surge to Merge' analyserer englænderne Simon Ford og Anthony Davies, hvordan kunstinstitutioner og erhvervsliv i Blairs Storbritannien har fundet hinanden i en modernisering af arbejde og kulturliv. Det er relevant læsning også i Danmark, hvor kulturpolitik jo er blevet en orkestrering af en stram og spændstig pas de deux imellem kunst og erhvervsliv. Senest viste Carnegie-prisen, der for nylig sluttede på Kunstforeningen i København, hvordan en bank på et tvivlsomt kunstfagligt grundlag kan mønstre gode kræfter blandt kunstnere og formidlere i en udstilling, der er et sminket virksomhedsfremstød.


Det Frie Universitet i København, drevet af kunstnerne Henriette Heise og Jakob Jakobsen, er et udstillingssted på Nørrebro. Det er i deres lille, nyindrettede boghandel, at anmeldereksemplaret af Documents blev købt, og DFUK har også bidraget til Documents. Tidsskriftets redaktør, Miwon Kwon, introducerer DFUK's tekst 'All Power to the Copenhagen Free University' blandt andet på denne måde: » ... visse passagers ubehjælpsomhed i det engelske bliver opvejet af den ånd [Heise og Jakobsen] prøver at viderebringe«.

Kwon har ret i, at teksten er på kant med skrive- og tænkemåden i resten af tidsskriftet - og det ikke bare fra engelsklærerens synspunkt. Men det er nu nok ikke så tosset. Ud fra en slags nykommunistisk synspunkt, der afsøger poetiske muligheder, skriver Heise og Jakobsen ud fra en kunstforståelse, der kan omfatte hele vores adfærd. De beskriver, hvordan videnssamfundet har indhentet myten om kunstneren som den besjælede skaber:

»Når vi retter opmærksomheden mod den æstetiske produktions modus, må vi se i øjnene at kunstneren er i færd med at blive vidensøkonomiens rollemodel for arbejdskraft. Traditionelt set investerer kunstneren sin 'sjæl' i arbejdet, hvilket lige præcist er den kvalifikation som moderne management leder efter hos den nye ansatte. Den entreprenante, selvejede uafhængighed og kunstnernes hellige individualitet er drømmekvalifikationerne for morgendagens vidensarbejder: et uorganiseret, højtuddannet individ uden solidaritet, som sælger sit levende arbejde som en daglejer. Gårsdagens heroiske avantgardekunstner vil blive morgendagens strejkebryder«.


I dag er vi alle involveret i hver vores æstetiske projekt. Forbrug er en måde at realisere os selv på, og et arbejde er mere end en kontorstol fra 9 til 5 og en lønningspose hver den første. Enhver virksomhed med respekt for sig selv bruger ideer som 'kreativitet', 'selvudvikling' og 'inspiration' til at motivere sine medarbejdere. Det vil sige, at det æstetiske er kommet til at beskrive mere end kunstneriske aktiviteter - med det resultat at de, der rent faktisk laver kunst, må tænke sig om en ekstra gang. Her giver DFUK en analyse med radikalitet og patos.

Mere ubekymret er Olafur Eliasson, som snart skal repræsentere Danmark ved Venedigbiennalen. Han er tidsskriftets bagsidebegivenhed med et gør det selv-kunstværk om fysiologisk hukommelse, en trin for trin- vejledning i hvordan man kan lære sig en pavlovsk kobling mellem syn og erindring i forhold til en af sine nære.

Eliasson sørger for, at den sort-hvide kunstkritik alligevel slutter med farvepletter for øjnene.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce