Saddam Hussein? Et mysterium er han, manden med det velplejede overskæg, de kødfulde kinder og det mørke blik, selv om der de sidste mange år er blevet talt og skrevet flittigt om den irakiske diktator.

For tiden er han på alles læber, og aviser og nyhedsudsendelser verden over viser konstant hans billede. Vi synes, vi kender hans karaktertræk. Saddams megalomane selviscenesættelse og hans ildspyende forbandelser mod den »zionistisk-amerikanske imperalisme« og løfter om at »drukne aggressorerne i deres eget blod« gør det let at fælde en dom over ham: Manden er skingrende vanvittig.

Men selv om han ikke just oser af charme og sund fornuft er der måske en mening bag galskaben. Bedst som man tror, at man ved, hvordan der ser ud i mørkets hjerte hos den onde fyrste i Bagdad, bliver man overrasket. Ikke fordi han rummer en godt skjult ømhed og varme. Nej, overraskelsen skyldes, at Saddam bag sit panser af hånlig arrogance og grusomhed også gemmer på andre og mere velovervejede sider, som i sidste ende hænger sammen med hans formidable overlevelsesinstinkt.

Tre nye bøger om manden, der står øverst på listen over dem, George W. Bush helst vil have til middag og vel at mærke ikke som gæst tegner et portræt af en person, der kan andet og mere end at hugge hovederne af virkelige og indbildte fjender.


Den britiske Mellemøstenekspert og redaktør af The Sunday Telegraph Con Coughlin er den seneste i rækken af journalister og forfattere, der vover at tage livtag med myten Saddam. Coughlin har talt med landflygtige irakiske generaler, politikere, rådgivere og tjenestefolk, som har været tæt på Saddam Hussein. Desuden har han opsporet et omfattende materiale af skriftlige kilder, der kaster lys over bl.a. Saddams første mord, begået i en alder af tyve år, samt andre mere kuriøse detaljer, f.eks. hans hang til whisky og lyst til kvinder.


Det er en bog, der til fulde lever op til sin titel om Saddams 'hemmelige liv'. Det er ikke storpolitiske forviklinger og analyser af Iraks forhold til omverdenen, som Coughlin gør mest ud af. Først som sidst er det en biografi om, hvordan manden, som hele den vestlige verden ynder at hade, har kæmpet sig ud af barndomsårenes trøstesløshed og via hårdt arbejde skabt sig en magtbase i det irakiske samfund, som man skal tilbage til kaliffernes tid i 1500-tallet for at finde magen til.


Hemmelighederne, der oprulles, er ganske vist ikke alle lige hemmelige, f.eks. den om den ældste søn Uday og hans psykopatiske adfærd, og man må da også tage nogle af de mundtlige beretninger med et gran salt, da de jo kommer fra folk, som tidligere har tjent deres sold hos Saddam, men siden er faldet i unåde.


Der er dog noget for enhver smag i Coughlins bog: fra de skrækindjagende beretninger om, hvordan Saddam bevidner tortur og selv tager en tørn med at skyde sine modstandere, over historien om, hvordan den strenge patriark udøver familiejustits med slag og trusler over for den enorme flok af fætre og halvbrødre, til analyser af grundlaget for regimets politiske overlevelsesstrategi. Og her røbes ikke for meget ved at afsløre, at denne strategi kan reduceres til denne ene sætning: Slå først, slå længe, slå hårdt. Og hellere en gang for meget end en gang for lidt.


Volden er en naturlig del af Saddams tilværelse. Helt fra sine unge dage i 1940'erne og 1950'erne, hvor hævndrab og klanopgør var den hyppigste dødsårsag i den del af landet, hvor han voksede op, til hans senere politiske karriere, har Saddam været tæt på blodsudgydelser. Brugen af vold er og bliver Saddams vigtigste politiske redskab, skriver den palæstinensiske forfatter Said Aburish.


Kombination af udholdenhed, stærk disciplin og stor metodisk sans er ifølge Aburish de kvaliteter, som har bragt Saddam til tops i det irakiske hierarki. Saddam udøver rendyrket realpolitik, lyder Aburishs beskrivelse, med en tilføjelse om at Saddam ikke ville tøve et sekund med at ofre halvdelen af landets indbyggere, hvis 'moderniseringen' krævede det.

På den led bringer Saddam mindelser om en anden diktator fra det 20. århundredes rædselskabinet: Josef Stalin. I et af sine paladser har Saddam et bibliotek med biografier om Stalin. Saddam føler, at de to har fælles historie, fordi de begge er rundet af små kår, havde en fordrukken og voldelig far, arbejdede som revolvermænd og kæmpede sig op til magtens tinde ved listige kneb og blodige manipulationer.

Og ligesom Stalin har Saddam fra tidlig færd forstået betydningen af at have kontrol med det hemmelige politi, hvilket han gør ved hyppige rotationer på de ledende poster blandt særlig betroede familiemedlemmer. Irak er nøjagtig som Sovjetunionen præget af et omfattende netværk af efterretningsagenter og meddelere, som holder øje med alt og alle, inklusive hinanden. Resultatet er et samfund præget af angst og mistænksomhed.

Dertil kommer, at Saddam har ophøjet den traditionelle stammekodeks til politisk plan: Hvis Abdullah har gjort noget galt, så skal straffen ramme alle hans slægtninge. Hvis bare én lades tilbage i live, vil det kunne true styrets sikkerhed.


Der er en høj pris at betale for undertrykkelsespolitikken. Den irakiske befolkning har på egen krop mærket konsekvenserne af Saddams kurs. Der har været gode år, især i perioden 1976-1988, da oliepengene tilflød landet i en lind strøm, men der har også været særdeles strenge tider med massakrer på kurderne i det nordlige Irak og på det store shiamuslimske befolkningsflertal (Saddam tilhører selv det sunnimuslimske mindretal, red.).

De dårlige, for ikke at sige miserable tider har specielt kunnet mærkes på grund af den internationale boykot, som fulgte i kølvandet på Iraks invasion af Kuwait i 1990. Dengang gamblede Saddam og regnede med, at verdenssamfundet ville lade ham beholde den lille nabostat, men dér forregnede han sig som bekendt. Det har dog ikke fået Saddam på bedre tanker, og det er ifølge brødreparret Andrew og Patrick Cockburn, som har skrevet en foruroligende bog om Saddams forhold til omverdenen, en væsentlig grund til, at vi igen står over for en ny krig.

Saddam har et magtrationale, der basalt set handler om overlevelse, men han opererer samtidig med en idé om at lede den arabiske verdens masser og genskabe Iraks storhed, hvorfor han muligvis hårdt presset kan føle sig tvunget til at gå planken ud. I så fald bliver det igen på bekostning af civilbefolkningen, som i forvejen lider uhyrligt under sanktionspolitikken.

Forfatterparret er ikke i tvivl om, at Saddams tropper på ny vil lide nederlag, som i januar 1991, da de i tusindtal blev slagtet af de fremstormende allierede soldater. Men bogen rummer samtidig en skarp kritik af den fejlslagne amerikanske politik over for Irak.

Bogens pointe er, at såvel det irakiske folk som regionens øvrige befolkninger er bedre tjent med et Irak uden Saddam, men at det samtidig kan tænde gnisten i den mellemøstlige krudttønde, hvis regimet i Bagdad styrtes. En splittet irakisk opposition, som risikerer at kaste landet ud i en borgerkrig, samt massiv arabisk vrede over en invasion, oven i købet på et tidspunkt, hvor den israelsk-palæstinensiske konflikt er mest intens, ligner en sikker opskrift på kaos.


Hvis man kan uddrage en lære af de tre bøger, er det, at Saddam trods en åbenlys aggressiv og irrationel side også er i besiddelse af et meget veludviklet politisk sanseapparat. Han er på den ene side magtbegærlig, brutal, narcissistisk og besat af tanken om hæder og ære uden at bekymre sig det mindste om sit eget folk.

På den anden side er han, der bruger adskillige dobbeltgængere af frygt for mordforsøg, ikke mere fastlåst i den identitet, vi almindeligvis forbinder med ham, end at han synes villig til at finde en udvej. Vi får snart et svar på, hvilken rolle Saddam har tænkt sig at spille hvis han da ikke langt om længe er blevet reduceret til statist.