Man har kaldt Michail Michailovitj Bachtin for litteraturvidenskabens russiske hofnar eller den diabolske tsar, litteraturens Lille Far, som fra det slaviske rykkede triumferende ind i den europæiske debat om romanens væsen og virke. Ganske vist skete det sent i hans liv; kun ved et tilfælde undgik han at forsvinde i Stalintidens nat og tåge. Men da Bachtin dør i 1975 i en alder af 80 år, er han verdensberømt inden for sit felt. Hans afhandling fra 1929 om 'Dostojevskijs poetik' anses ved siden af Georg Lukács' 'Romanens teori' fra 1916 for et af århundredets væsentligste værker om romanteori. Han har påvirket så vigtige litteraturvidenskabsfolk som Todorov, Kristeva, Paul de Man, Wayne C. Booth og Umberto Eco, plus (post)moderne forfattere Paul Auster, Julian Barnes og Ian McEwan. Et begreb som 'intertekstualitet' det brugte Bachtin ganske vist aldrig selv, men med sit fokus på tværtekstlige relationer inden for litteraturen må han siges at stå fadder til det og hans egne begreber 'polyfoni' og 'dialogi', flerstemmighed og flerperspektivitet, er alt sammen 'bachtinske' betegnelser for litteraturens åbne flertydighed, bogstavelige kreativitet og labyrintiske talen med flere tunger. Dertil kommer hans sprogteori og hans mytiske liv og eftermæle. Men det lader vi ligge i denne omgang for at rose og anbefale denne udgivelse af Bachtins sene romanteoretiske hovedværk, 'Ordet i romanen'. Fint oversat af Nina Møller Andersen og Alex Fryszmann og med en grundig, informativ indledning af Jørgen Bruhn og Jan Lundquist. Bogen er et bind i Gyldendals delikate serie, 'Moderne tænkere'. Og den er så flot og fransk i sit design, at man føler sig helt som en blærerøvet intellektuel med den indre baskerhue, hvis man sådan lige sidder i vor egen metro og læser bogen med Bachtin på forsiden, mens andre banalt tygger videre på gratisaviserne!