En kunstnermonografi kan skrives på flere måder. Når bare den omhandler kunstneren eller rettere hans værk, er der mange muligheder, både hvad angår vægtningen af indholdet og ikke mindst selve formen. Monografien om Frithioff Johansen er polyfon. Man har valgt at lade flere stemmer tale - måske for at undgå ét enkelt autoritativt udsagn, måske for at give et mere nuanceret syn på kunstnerens værk. Under alle omstændigheder virker det godt. Fremgangsmåden er nu ikke noget særsyn. Tværtimod finder man tit - særligt i udenlandske monografier om yngre kunstnere - at bøgerne snarere har antologiens karakter frem for en enstrenget, fortløbende fortælling. Det ses eksempelvis i Phaidons flotte serie af kunstnermonografier. Metoden har ofte den fordel, at bogens forskellige forfattere får mulighed for at fordybe sig i et enkelt aspekt af kunstnerens værk. Således også i den nye bog om billedkunstneren Frithioff Johansen. Bogen er tilsyneladende redigeret af Bent Petersen. Det er i hvert fald ham, som har skrevet forordet, ligesom han er manden bag forlaget North, der har udgivet bogen. Petersen bidrager også selv med en tekst. Et såkaldt e-mail-interview med kunstneren, der er placeret bagest i bogen. Før man kommer så langt, har man læst sig igennem tre andre artikler: Eva Pohls udmærkede introduktion til kunstneren, med særlig vægt på de konceptuelle aspekter af Frithioff Johansens værk - for eksempel ordbillederne, Helge Krarups artikel om Johansens arbejde med holografi og laserlys, og endelig Finn Hermans tekst om Frithioff Johansens produktion fra begyndelsen af 1960'erne og ti år frem; fra de helt tidlige surrealistisk inspirerede værker til den polemiske popkunst i sidste halvdel af 60'erne. Samlet set giver bogen indtryk af en alsidig kunstner, der ikke har holdt sig tilbage fra at eksperimentere med nye medier, udtryk og tanker - selv ikke hvis disse befandt sig på kanten af kunstens univers.