0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halv lidelsesberetning

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For lige godt 20 år siden stod tv-journalisten Jørgen Flindt Pedersen med et filmhold uden for den palæstinensiske flygtningelejr Chatila i Libanons hovedstad, Beirut. Han ser kvinder og børn blive gennet op på en lastbil af et par libanesiske militsfolk. Det er midt under Israels invasion af Libanon, og Flindt Pedersen bliver ved skæbnens mellemkomst det nærmeste, en journalist kommer det massemord, som højrenationalistiske libanesere begik i Chatila og Sabra.

I dag forsøger Flindt Pedersen at overbevise os om, at han skulle bruge endnu 20 år på virkelig at fatte interesse og sympati for palæstinensernes ulykke.

I betragtning af Flindt Pedersens fremragende tv-reportager allerede dengang i Beirut og hans senere fornemme reportager fra palæstinensiske områder forekommer denne selviscenesættelse ikke alene forstilt og besynderlig. Faktisk har Flindt Pedersen i adskillige artikler demonstreret en betydelig vilje og evne til indlevelse i de urimelige vilkår, der har været og stadig bliver budt palæstinensere i de israelskbesatte områder.

Men forstillelsen nærmer sig det kvalmende, når han nu finder det nødigt at ledsage en ultimativ indlevelse i palæstinensisk historie med mange og lange erklæringer om sin forudgående bevidsthed om »jødernes forfærdelige skæbne«, sin »medlidenhed med og beundring for dette folk«, ja sågar »drømte jeg selv om at være jøde«.


Det gør Flindt Pedersen næppe efter at have skrevet dette journalistiske rejsebrev. Det er en imponerende færd gennem palæstinenseres historiske bevidsthed og deres vilkår på Vestbredden, i Gaza og i Israel.

Meget af det har vi hørt om i mediernes daglige nyhedsmølle, som Flindt Pedersen selv har haft ansvar for, både på Det Fri Aktuelt og på TV 2. Hans mosaik er dog original, ærlig og i vid udstrækning troværdig.

Men når Flindt Pedersen finder det så vigtigt at underrette sine læsere om sit engagement i jødisk historie, er det forstemmende, at forfatteren dels blotter en forbløffende mangel på vilje til at forstå konfliktens israelske side, dels er ude af stand til at fastholde en sondring mellem det jødiske og det israelske.

Resultatet er en ubehagelig éndimensional beskrivelse. Fortid bedømmes med nutidige alen. Nedslag i historien foretages uden afstemning af deres samtid. Og eksempler på historiske konflikter beskrives uden den mindste overvejelse af rådende alternativer.

Hokuspokus - ned fra himlen dumper i 1948 et antal jøder, som rask snupper palæstinensernes jord og siden har undertrykt dem på det grufuldeste. Hvis de nu bare havde ladet være med alt dét, inklusive at dumpe ned fra himlen, ville alt have været godt, må vi forstå.


»Alle mennesker har ret til at fortælle deres historie«, starter Flindt Pedersen, og som instruktør - og reporter - står han inde for deres troværdighed.

Ja, sådan skal det være. Og Flindt Pedersen har i de otte rejser, som denne bog bygger på, gjort en ihærdig indsats for at følge en række palæstinensere tilbage i deres historie, tilbage i den israelske besættelse, og endnu længere tilbage til 1948, da det daværende britiske Palæstina-mandat blev afløst af krig og Israels oprettelse i en del af det hellige land.

Flindt Pedersen kommer tæt på nutidens israelske tåregas, han oplever de israelske vejspærringer, er øjenvidne til Israels bekæmpelse af intifadaen, og han besøger intifadalederen Marwan Barghouti, før Israel arresterer ham. Flindt Pedersen tager sig tid til at lytte til deres historie, men også til at følge flygtninge tilbage til landsbyer og huse, som de eller deres familier i sin tid måtte forlade. Det kan ikke gøres meget bedre, og vi tvivler ikke på, at Flindt skildrer dem loyalt og troværdigt.

Flindt Pedersen portrætterer samtidig det israelske samfund som et fascistoidt apartheidsamfund og opfatter det tydeligvis som en pointe i sig selv, når han kan finde jødiske kilder, der vil bekræfte ham i dette synspunkt. Det bidrager højst til kvalmen.

For Flindt Pedersen blev massakren i Chatila og Sabra »først og fremmest en anklage mod en enkelt israeler«, nemlig den daværende forsvarsminister og nuværende regeringsleder, Ariel Sharon, »for overhovedet at have tilladt de kristne militser at gå ind i de palæstinensiske flygtningelejre«.

Men vel vidende at det var libanesere og ikke israelere, der førte knivene i Sabra og Chatila, har Flindt Pedersen kun øje for det israelske ansvar i såvel dén som tidligere og senere forbrydelser i opgøret mellem Israel og Palæstina. Det er spændende læsning, men ikke godt at få forstand af.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.