For lige godt 20 år siden stod tv-journalisten Jørgen Flindt Pedersen med et filmhold uden for den palæstinensiske flygtningelejr Chatila i Libanons hovedstad, Beirut. Han ser kvinder og børn blive gennet op på en lastbil af et par libanesiske militsfolk. Det er midt under Israels invasion af Libanon, og Flindt Pedersen bliver ved skæbnens mellemkomst det nærmeste, en journalist kommer det massemord, som højrenationalistiske libanesere begik i Chatila og Sabra. I dag forsøger Flindt Pedersen at overbevise os om, at han skulle bruge endnu 20 år på virkelig at fatte interesse og sympati for palæstinensernes ulykke. I betragtning af Flindt Pedersens fremragende tv-reportager allerede dengang i Beirut og hans senere fornemme reportager fra palæstinensiske områder forekommer denne selviscenesættelse ikke alene forstilt og besynderlig. Faktisk har Flindt Pedersen i adskillige artikler demonstreret en betydelig vilje og evne til indlevelse i de urimelige vilkår, der har været og stadig bliver budt palæstinensere i de israelskbesatte områder. Men forstillelsen nærmer sig det kvalmende, når han nu finder det nødigt at ledsage en ultimativ indlevelse i palæstinensisk historie med mange og lange erklæringer om sin forudgående bevidsthed om »jødernes forfærdelige skæbne«, sin »medlidenhed med og beundring for dette folk«, ja sågar »drømte jeg selv om at være jøde«.
Halv lidelsesberetning
Lyt til artiklen
