Normalt bliver syge mennesker, selv syge kunstnere, ude af stand til at gå på arbejde. Men en sjælden gang kan sygdom få et konstruktivt, ligefrem dynamisk forløb. Havde billedhuggeren Gottfred Eickhoff ikke pådraget sig en kulilteforgiftning i 1949, var han formodentlig blot fortsat med at forvandle granit eller bronze til robuste bredhoftede og -skuldrede kvindeskikkelser i samme vægtklasse som f.eks. hans kendte monument over robuste roepiger på Sakskøbing Torv. Men forgiftningen fik Eickhoff til at udskifte mejslen med lettere redskaber som skitseblok og pen på sine rejser sydpå. De tegninger, han kom hjem med, tåler ikke bare et gensyn, men også den mere permanente skæbne at udkomme i bogform, og kunsthistorikeren Anne Hald, som for seks år siden skrev en monografi om Eickhoff, har nu samlet 243 (hvorfor i grunden ikke 250?) tegninger og forsynet dem med et kyndigt forord, der alt i alt både viser, at Hald kan sin Eickhoff, og at Eickhoff kan tegne. Det havde Eickhoff ikke altid kunnet. Han lærte det først gradvis af sin franske lærer, billedhuggeren Charles Despiau, der skal have sagt: »jeg tegner for at more mig«. Morskab er nu ellers ikke dét, man mest forbinder Eickhoffs tidlige akademiske tegninger med. De er utvivlsomt kunst, eftersom de afspejler en formel kunnen, men det kunstneriske i dem staves med samme slags k som i kedsomhed. Det forhold ændrede sig under rekreationen, ligesom billedhuggerens vilkår. Nok havde han aldrig lavet en skulptur uden at basere formen på en oplevelse i hverdagen. Men den omstændighed, at han under sin rekreationsrejse måtte rejse fra sted til sted, indbød også til en hurtigere og mere skitseagtig arbejdsform - og frem for alt: til at se sine figurer i nuet, men som del af en større helhed.